Karantænekulturen, der blev ophævet (men så alligevel ikke)
Udgangspunktet for projektet 'På Kanten af Kulturen' var et opgør med en såkaldt karantænekultur, hvor mange unge, der kom i husets første tid, blev udvist af KU.BE.
Tidligt i projektet blev disse karantæner ophævet, men hvordan ender et kulturhus, der ønsker at være åbent for alle - rummeligt og mangfoldigt - med at ekskludere de selvsamme mennesker, som intentionen er at få til at deltage?
En mulig forklaring kan vi finde, når vi kigger på, hvordan der i det etablerede og traditionelle danske forenings- og kulturliv foregår en ubevidst normaliseringsproces, hvor nogle måder at bruge et kulturhus på bliver betragtet som passende eller ej.
Et eksempel på dette kom, da en skoleleder fra en nærliggende folkeskole, hvor hele udskolingen har haft karantæne fra KU.BE, forklarer, hvorfor han har valgt ikke at kommunikere ud til elever, at karantænen på KU.BE er blevet ophævet. Han forklarer det med en frygt for, at det ville betyde alt for stor tilstrømning.
”Det ville overrende personalet fuldstændig. De kan bare ikke lige opføre sig ordentligt og fylder helt vildt meget."
Men hvad betyder det ’at opføre sig ordentligt’, og hvad vil det sige at ’fylde helt vildt meget'? Og hvad kan vi lære af en sådan tilgang til normative krav og forventninger?
Dette afsnit fokuserer på, hvordan de særlige rammer og vilkår i samt brugen af kulturhuset KU.BE påvirkede adgangen til dets muligheder og fællesskaber for forskellige unge.