På Kanten af Kulturen har varet mere end tre år. Mange forskellige organisationer, samarbejder og mennesker har været involveret. I nedenstående fremhæver vi en række læringer, vi mener er relevante at være opmærksomme på, når udviklingsprojekter iværksættes i en kontekst af kulturhuse.
Når kulturhuset i kraft af sine ansatte i det daglige møder mange unge, så er det ofte i kraft af den sociale situation, hvor frontpersonalet iført deres sorte t-shits med KU.BE-logoet kommunikerer med den enkelte eller gruppen af unge, der kommer til eller i huset.
Denne interaktion mellem unge og husets repræsentanter har vist sig at være en helt central nøgle til at forstå, hvordan kulturhuset kan skabe den bedste adgang for forskellige unges deltagelse i kulturhusets fysiske, sociale og kulturelle rum.
I dette møde ligger kimen til mange unges opfattelse og relation til huset, og derfor vil vi i dette afsnit stille skarpt på fire af de vigtigste barrierer og udfordringer for at skabe adgang, som er kommet til syne gennem projektet.
Frontdeskerne er kulturhusets sociale interface
De medarbejdere, der tager imod kulturhusets besøgende, har forskellige navne fra kulturhus til kulturhus. Uanset om det er husværter, frontdeskere, receptionister, cafemedarbejdere eller noget femte, så er de noget af det første, man møder som gæst. og der, man kan henvende sig ved spørgsmål. Det er kulturhusets sociale interface.
Denne gruppe blev tiltænkt en mindre betydning i formuleringen af projektet, men det viste sig, at netop denne rolle og position er et helt centralt omdrejningspunkt. Det er her, traditioner, rutiner, forandringer og interaktioner oftest starter og slutter. Det er denne gruppe medarbejdere (og i nogle huse frivillige), der i det daglige indgår i relationer til og dialoger med husets brugere, og derfor er de centrale i at skabe adgang for alle og have kendskab og kompetencer til at få kulturhusdeltagernes behov og husets muligheder til at passe sammen.
"Det skal ikke skal være fri leg for de unge. Det er ikke en ungdomsklub, og I skal ikke være legeonkler i frontdesken, men det er vigtigt ikke at presse dem for hårdt. Samtidig skal de, der repræsenterer den klassiske kulturhustankegang måske også have skubbet selvopfattelsen af, hvad et kulturhus er."
Leder, Idrætsprojektet
Frontdeskerne: Hvem er de?
Det gode værtsskab er centralt. Borgerne skal have god service, og i KU.BE rekrutteres og oplæres personale til at tage imod de forskellige borgere i kommunen, såvel som bands, foreningsintruktører og medlemmer fra Ældresagen, Tai Chi-udøvere, parkourforeninger, tangodansere, Pan Idræt, Toastmasterforeningen, barslende mødre til babyrytmik eller foredrag, cafegæster, publikum, trivselsgruppe, små og store børn, unge, cafegæster, politikere osv.
Medarbejderstaben, der møder de unge, er primært vikarer og deltidsansatte i midt- og sluttyverne, som er i gang med en universitetsuddannelse eller i færd med at blive skuespillere, instruktører, musikere, performancedesignere eller studerer psykomotorik.
For de fleste er det et studiejob, hvor deres baggrund kommer dem til gode i arbejdet omkring kulturelle begivenheder.
Der er dog ofte lang tid mellem vagter, og arbejdet rangerer tit langt nede på prioriteringslisten ift. eksamener, fritidsinteresser, venner osv., og gennem projektperioden har der været en stor udskiftning i medarbejderstaben. Samtidig har øvrige roller for frontpersonalet udvidet sig. Blandt andet har de fået opgaver som en del af cafedriften, der er blevet implementeret et omfattende nyt bookingsystem og ad flere omgange er hverdagen blevet vendt på hovedet af corona og dertilhørende retningslinjer.