Den arkitektoniske vision bag KU.BE lægger op til leg og åbenhed. Det er tydeligt i det øjeblik, man træder ind i huset. Her møder man den ikoniske rutsjebane, der bringer børn og barnlige sjæle fra husets første sal ned til den åbne stueetage, hvor der også findes en stor klatrebakke. Første og anden sal forbindes med et klatrenet, ligesom man via en stor såkaldt musetrappe kan bringe sig videre til husets tredjesal, hvor en miniløbebane befinder sig. Man behøver altså ikke bruge gængse trapper for at komme fra top til bund, men kan ‘bevæge sig gennem leg rundt i huset’.

Huset består næsten udelukkende af beton og store glaspartier, hvilket gør det muligt at kigge ind og ud fra stort set alle rum.

Unge beskriver KU.BE som en indendørs legeplads
Husets arkitektur lægger således nogle (ikke-verbale) invitationer til, hvordan huset kan bruges på flere måder.

I dagligdagen betyder det, at husets åbne arealer med adgang for alle ofte er fyldt med legende børn i alle retninger, når enten institutioner booker sig ind, når legegrupper besætter madpakkeområderne, og børnefamilien tager på udflugt i huset i weekenderne.

Den ofte hektiske aktivitet, den gennemtrængende makrelduft fra madpakkeområdet og det konstant høje lydniveau fra hvin, grin og gråd præsenterer således ofte en sanselig mur af duft, støj og risiko for børnetacklinger.

De unge, der kendte til KU.BE, beskrev således også stedet som en indendørs legeplads. De havde enten små søskende, der legede der, eller havde gennem skolebesøg stiftet bekendtskab med stedet.

Mange unge opfattede dette som ekskluderende på flere parametre.

Den måde, husets øvrige brugere indtager rummet, begrænser de unges brug af samme rum
De unge oplever, at børn har fortrinsret til (og har besat) bevægelsesfaciliteterne. Enkelte af de unge havde oplevet at bruge faciliteterne, men var blevet gennet væk af yngre børns forældre.

Flere gav udtryk for, at hvis der kun var unge i huset, kunne de bruge faciliteterne på en vild måde. De forklarede, at de var fysisk større, stærkere og udfordrede sig selv og hinanden mere, hvilket medførte en risiko for mindre børn - og derfor tog de hensyn og lod være. Denne form for bortvisning og selvcensur indikerer således, at potentialet er til stede i arkitekturen, men at den måde, husets øvrige brugere indtager rummet, begrænser de unges brug af samme rum.

Associationen til legeplads var også en barriere for en del af de unge, da de netop følte, de havde nået en alder, hvor de ikke længere legede, men mere chillede, hang ud og lavede andre ting sammen. Arkitekturen har dermed også en betydning for husets image og unges (manglende) identifikation.