Solariekultur og saunakultur
KU.BE har som mange andre kulturhuse en række funktioner rettet mod udlejning af lokaler til kommunens foreninger og andre private lejere. Disse brugere er vigtige for kulturhusets økonomi, og qua deres foreningsstatus og lejekontrakter har de nogle særlige privilegier i form af nøgler, materialebure, rabatter og adgang til lokaler.

I 'På Kanten af Kulturen' har en af hovedtankerne været, at flere unge, der ikke normalt deltager i det traditionelle kultur- og foreningsliv, skulle have adgang til disse fællesskaber. Men hvike former for fællesskaber har disse traditionelle organisationer? Det skal vi se lidt nærmere på for at forstå, hvordan de unge spiller ind i dette – eller rettere ikke spiller sammen med

I KU.BE blev det tydeligt, at hovedparten af de faste aktører, så deres egen forening som fællesskaber, men ikke så fællesskabet på tværs af foreningerne eller et større kulturhusfællesskab som betydningsfuldt.


Fra foreningernes 'solariekultur' til fællesskaber på tværs: 'saunakultur'
Mange foreninger praktiserer det, man kunne kalde en ‘solariekultur’, hvor fællesskabet internt i foreningen eller selve aktiviteten er det vigtige. Kulturhuset er en tom skal. Det er kun de fysiske rammer, og de kan fås andre steder. Man kommer med sin nøgle, udfører sin aktivitet (“tager sin sol”), og går igen uden at interagere med andre.

I løbet af projektet blev der derfor udviklet en proces omkring Fællesskaber På Tværs for at skabe en større generel åbenhed mod andre end foreningens nuværende medlemmer.

Dette fællesskab på tværs kunne man kalde en saunakultur: Man befinder sig i fysiske rammer og situationer, hvor man uden nødvendigvis at have noget til fælles på forhånd trodser sine synlige forskelle og deler oplevelser, snakke og øjeblikke, man ikke kunne have forudset eller planlagt på forhånd.

I en introspektion af KU.BE var det tydeligt, at de fleste foreninger praktiserede mere solarie- end saunakultur, hvilket blandt andet kunne aflæses i, at meget få besvarede invitationer til brugermøde og blot to ud af 80 inviterede personer meldte sig til.

”At opføre sig ordentligt” 
Hvilke muligheder og behov har de unge for at deltage, og hvordan disse øvrige aktører kan have betydning for adgangen til kulturhuset for forskellige unge.

Senere i processen med husets nuværende foreninger stod det frem, at opfattelsen af unge og foreningernes rolle ift. unge ikke nødvendig skabte en nem adgang for unge til disse fællesskaber.

De unge, som var i huset, men som ikke allerede deltog i foreningernes etablerede fællesskaber, blev beskrevet som forstyrrende, i vejen og som ’nogen, der ikke kunne opføre sig ordentligt’.

Ved flere tilfælde, som beskrevet ovenfor, gik unge ind i de foreningslokaler, hvor der allerede foregik aktiviteter. Dette matcher husets vision om, hvordan lokalernes transparens og åbne døre skulle føre til deltagelse på tværs af det traditionelt organiserede foreningsliv og det spontane bevægelsesliv - men i praksis førte dette til konflikter.

De etablerede foreninger, der havde lejet lokalerne, betragtede nogle unges adfærd som uhensigtsmæssig,  og det at gå ind i et lokale, hvor andre var i forvejen, som at overskride grænser. Det måtte så være de unge, der skulle ud, trods husets arkitektur og vision havde lagt op til, at netop dette møde var ønskværdigt. 

Tre læringer i foreningernes rolle i at begrænse unges plads i kulturhuse
Når kulturhuset vender blikket mod sig selv for at forstå, hvorfor og hvordan unge kan føle sig ekskluderet, kan vi fra ovenstående eksempel få nogle vigtige læringer.


1. Politikere, arkitekter, foreninger og unge ser ikke nødvendigvis det samme som ønskeligt
For det første er det ikke sikkert, at forståelsen af, hvad der er ønskeligt, deles på tværs af politikere, arkitekter, byudviklere, foreninger, lejere, medarbejdere og borgere - unge såvel som ældre. 


2. Unges selvorganisering og spontanitet står i kontrast til den måde, foreninger er organiseret
For det andet kan det fortælle os, hvem der har muligheden og magten til at være i hvilke rum. Ønsket om at kunne facilitere en type deltagelse i kulturhuset, der er rettet mere mod unges måde at være på (selvorganisering, spontanitet og midlertidighed) står i stærk kontrast til den måde, foreninger i Danmark er organiseret, og kulturhusenes (i hvert fald KU.BEs) processer for lokalebooking.

Et element er den økonomiske faktor, som er gældende i lokalebookingen; noget, som ligger langt uden for de muligheder, mange unge har.

Et andet element er den organisationsform, der oftest kræves eller forventes: Foreningen (hvis altså du ikke blot kan leje).

Det er værdier og privilegier, som dette højtskattede danske dannelsesfællesskab kan opnå via de lovgivninger og praksisser, der er opbygget omkring denne måde at organisere sig. Men det er langt fra den virkelighed, som mange unge lever i.

Det er sjældent, at nogen, der i forvejen ikke har stor erfaring med at deltage i foreningslivet, pludselig vil kunne etablere en forening, som vil kunne give samme muligheder for tilskud, krav om plads og andre privilegier.

Et tredje element, som er nødvendigt at kunne mestre for at kunne få plads i de lokaler man ønsker, er tid og evnen til at kunne planlægge. I KU.BE bliver lokalefordelingen planlagt flere måneder før sæsonen går i gang. For mange af de unge, der har været en del af projektet, har datoer længere fremme end to uger været placeret i en lidt sløret, fjern fremtid, hvilket står i kontrast til den forudsigelighedsevne, som kræves, hvis man skal forhåndsbooke et lokale 6-8 måneder frem i tiden.

Tidsperspektivet blandt mange unge står også i stærk kontrast til de gantt-diagrammer og veludviklede digitale planlægningsværktøjer, som kulturhuset orienterer sig efter. Nogle procedurer som internt blev fremhævet som "lidt kommunella". 


3. Implicitte forventninger til acceptabel adfærd
For det tredje er der en række implicitte forventninger til acceptabel adfærd i disse forenings- og kulturhuskontekster, som sjældent bliver udspecificeret, og som det samtidig forventes, at de unge, der står uden for det etablerede fællesskab, allerede kan mestre. Med andre ord ligger der et indgroet paradoks i, at man ser foreninger som fællesskaber, hvor unge kan lære at mestre nogle sociale og kulturelle spilleregler - men samtidig kræves det, at de spilleregler ER lært på forhånd, hvis man vil deltage.