De ansattes midlertidighed, lidt ujævne tilstedeværelse og de mange andre projekter og ændringer (nævnt i Frontdeskmedarbejderne har en helt central rolle) har betydet, at det undervejs har været en langstrakt proces at iplementere nye måder at udføre sine serviceopgaver på.

For nogle har værktøjer og tilgange til arbejdet med unge ikke været det væsentligste, men mere en tilføjelse til en i forvejen travl opgaveliste, som det bliver illustreret i et udsagn fra en frontdesker undervejs i projektet:

”Der er meget at lære som ny frontdeskmedarbejder, og pludselig er der de her særlige måder, vi skal møde unge. Jeg synes, det er svært for mig at komme og love guld og grønne skove og så kun være her én gang om måneden.”

Som frontmedarbejderen her udtrykker, var der mange, som betragtede projektet som noget udefrakommende, der adskilte sig fra det, de ellers var vant til.


Jeg blev altså ikke ansat til at være pædagog!
Som en anden medarbejder udtrykte det på en workshop, hvor der blev diskuteret, hvordan frontpersonalet skulle arbejde med en mere socialpædagogisk tilgang med en høj grad af tillid og tålmodighed:

”For mig er det her clashet mellem pædagogisme og frontdeskisme, fordi vi er jo ikke pædagoger for dem. Jeg blev altså ikke ansat til at være pædagog! Vi er er servicemedarbejdere, der skal formidle kultur. Vi er ikke ansat til at opdrage Frederiksbergs unge."

Manglende tid til at indgå i relationer
En særlig udfordring, som mange frontmedarbejdere oplevet i den ændring i arbejdet, de skulle foretage, var et manglende overskud og tid til at indgå i relationer, som en frontmedarbejder udtrykker det: 

”De første skridt i opbygningen af relationer er for tidskrævende og usikre. Det kan vi ikke. Jeg ved ikke hvordan, men jeg vil gerne tage over, når de unge er klar, for de søger mig ikke. Jeg har ikke en drøm om at være en ildsjæl, der kun beskæftiger mig med unge, men jeg vil gerne facilitere deres kulturelle udfoldelse.”

Dette kan også betragtes som et skalaparadoks:

I det socialpædagogiske arbejde, som Idrætsprojektet skulle bringe ind i kulturhuset, er det som oftest arbejdet en-til-en som er drivkraften, fagligheden og opgaven.

I kulturhuset er frontmedarbejderen i få øjeblikke i et en-til-en-møde, men ellers arbejdes der oftest en-til-mange. Både mange i fx samme gruppe, men også mange forskellige aktører. Dette udfordrer relationsarbejdet samt måden, det praktiseres på, og har krævet en stor tilvænning og mindset-ændring.