Det åbne kulturhus blev tolket af arkitekterne som en transparens, der materialiserer sig gennem den udprægede brug af glas i husets facade og ruminddelinger. Intentionen er, at det skal være gennemsigtigt, hvad der foregår alle steder i huset, og dermed skal aktiviteter i et rum kunne betragtes af andre, der dermed vil føle sig inspireret til at deltage i disse aktiviteter.

Dette element i husets fysiske rammer har dog vist sig i praksis - og særligt ift. mange unge - at have en række udfordringer.

Udfordringerne ved transparente lokaler med store vinduer: PULS-salen
PULS-salen er et centralt lokale i KU.BE, hvor mange foreningers aktiviteter foregår. Mod husets åbne arealer er to store vinduer: De to sider, der vender mod byhaven og det tilstødende boligområde, består af glas - og til førstesalens madpakkeområde er der en stor skydedør, som fungerer som branddør.

Branddøren skal være åben, således at det ikke kun er dem, der bruger lokalet, der har adgang, men også andre.

Til dagligt lukker mange foreninger dog døren, og anvender samtidig store madrasser til at stille op foran vinduerne mod husets åbne rum for at lukke for udsynet. Så modsat intentionen er det tilsyneladende et behov for mange af de faste brugere at skærme sig og lukke sig om sig selv og aktiviteten.

Flere konflikter er således også opstået på den baggrund, da nogle unge ved flere lejligheder er gået ind i lokalerne. Selvom dette som udgangspunkt flugter med den oprindelige vision, er det blevet opfattet og håndteret som grænseoverskridende adfærd, og de såkaldt ‘faste brugere’ har beskrevet det som forstyrrende, upassende og til stor gene.

Unges behov for egne rum og steder, hvor man bare kan være sig selv
I samtaler med mange unge omkring hvilke behov kulturhuset ville tilfredsstille eller hvad der skulle ændres ved KU.BE, er samtalen faldet på egne rum. Noget, der som beskrevet i ovenstående, er fleres behov.

Men selvom der ikke er steder i KU.BE, hvor unge ‘bare kan få lov til at være sig selv’, som det ofte blev udtrykt, så skabte mange unge nogle semi-private rum ved at sætte sig mest muligt afsides, afskærmet eller længst væk fra larmende børn.

Denne måde at bruge huset på viste sig dog ikke at flugte med de arbejdsgange, som fra husets side skulle være med til at skabe tryghed i huset.


Når frontdeskernes runderinger opfattes som kontrol og overvågning
Som en del af frontdeskernes daglige vagter skulle der således ofte udføres såkaldte ‘runderinger’, hvor huset gås igennem for at sikre, at tingene kører, som de skal.

Her møder frontdeskere og unge hinanden. I begyndelsen af projektet blev dette møde ofte præget af en opfattelse fra de unge om, at de blev overvåget eller kontrolleret. Og da husets arkitektur ikke lægger op til, at man ‘hænger ud i slidte, bløde sofaer eller lukker døren til et lokale, hvor ærindet er at lave ingenting og tale om livet’, så blev denne brug og adfærd blandt frontdeskpersonalet tolket som upassende, illustreret ved vendinger hos frontdesken som ‘vi er ikke et værested’ eller noter i dagens log, som at der ’igen er unge, der bare ligger og flyder foran administrationen og bruger strøm til at lade deres mobil op’.

At arkitekturen gør alt synligt kan således have den uheldige konsekvens, at bevidstheden om, at man altid kan blive overvåget, gør det svært at skabe en intim og tryg ramme om fællesskaber, som kræver dette for at kunne fungere.