Her finder du den vigtigste viden, metoder, tilgange og værktøjer vi har haft de bedste erfaringer med i forhold til at skabe et mere rummeligt kulturhus, hvor flere unge uanset baggrund har adgang og kan udfolde sig kreativt, fysisk og socialt. Der er konkrete værktøjer og skabeloner, som er lige til at gå i gang med, samt mere udførlige beskrivelser af tilgange og metoder, vi har benyttet.
Seks faser, I skal igennem
Vi har inddelt indholdet i seks temaer - eller faser, I skal igennem. Hvert tema består af en introduktion, hvor centrale aktiviteter, læringer, resultater og refleksioner gennemgås. Relateret til hvert tema findes beskrivelser af de vigtigste tilgange - de midler, greb, værktøjer og metoder, der har virket.
De seks faser/temaer er:
- 1. Drivkraften
Det er helt centralt at prioritere en forproces, hvor I afklarer, hvad drivkraften for forandringen skal være. HVORFOR vil I gerne have forskelligartede unge ind i kulturhuset?
- 2. Udgangspunktet - selvrefleksion og introspektion
Hvor åbent (eller lukket) er jeres kulturhus egentlig? Vend et kritisk blik mod husets egne praksisser og bliv bevidst om, hvordan der ubevidst kan være opbygget procedurer og tankemønstre, der kan virke ekskluderende.
- 3. Forudsætninger
Sådan foretager I nogle centrale justeringer, der giver de bedste forudsætninger for at skabe plads til unge i huset.
- 4. Mødet med de unge - det gode værtskab
En værktøjskasse henvendt til kulturhusets frontmedarbejdere: Sådan skaber i tillid, fælles oplevelser og gode modtagelser.
- 5. Inddragelse af de unge
Hvordan får I unge til at engagere sig i kulturhuset? Hvilke aktiviteter skal I have? Hvordan kommunikerer I med de unge?
- 6. Unges forankrede deltagelse
Værktøjer der viser, hvordan I får de unge til at blive i huset.
Vi viser både, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket
Vi viser konkrete eksempler på de aktiviteter og greb, der har virket i projektet, men også det, der ikke har virket. På den måde kan andre kulturhuse lade sig inspirere af metodeudviklingsprocessen i deres egen kontekst og udvikle egne tilgange, metoder og værktøjer.
Der vil blive udfoldet cases og eksempler til inspiration, og flere steder findes også skabeloner eller metodebeskrivelser, som I kan bruge til at understøtte jeres eget arbejde.
I vil som kulturhus kunne starte hvor som helst på disse sider, og I vil sikkert opleve at bevæge jer rundt på hjemmesiden i en vekselvirkning mellem konkrete værktøjer, inspiration og baggrund.