Det gode værtskab
Under dette tema ('Mødet med de unge') præsenterer vi en række værktøjer, som er henvendt til kulturhusets frontmedarbejdere. Denne værktøjskasse skal give en ramme for at kunne udfylde rollen og levere god service som kulturfacilitator på en måde, der giver bedre adgang og mere plads til forskellige unge med forskellige interesser, erfaringer, forudsætninger, ønsker og drømme.
Når dette sker, ser vi, at kulturhusene kan få endnu mere liv, endnu flere spændende aktiviteter, endnu flere meningsfulde fællesskaber og endnu mere mangfoldighed.
Under temaet ‘Forudsætninger’ er det beskrevet, hvordan grundprincipper og mind-set skaber et grundlag for at møde unge. Under dette tema ('Mødet med de unge') er det mere ‘hands-on’ værktøjer. Hvert enkelt værktøj burde kunne tages i brug uden for meget forberedelse. Hvert enkelt værktøj kan bruges alene, men fungerer bedst, når de kombineres. Så kommer man nemlig hele vejen rundt omkring
1) hvordan 'Den gode modtagelse' kan bidrage til, at den enkelte og grupperne af unge føler sig anerkendt, tryg, værdsat og med muligheder for at deltage i kulturhuset
2) hvordan relationer, tillid, tilhørsforhold og ejerskab løbende kan opbygges og
3) hvilke udveje frontdesken kan have, når husets grænser og regler skal opretholdes, uden at den unge skal føle sig ekskluderet og uvelkommen.
Værktøjskassen indeholder korte indføringer i de enkelte metoder og værktøjer - i de fleste tilfælde er det suppleret med templates, som I selv kan tilpasse og bruge, samt inspiration fra tilfælde, hvor KU.BE selv har anvendt værktøjerne.
Gode tips
Vær modige og tålmodige. Vær nysgerrige, lyt til de mennesker I møder, og lær af jeres fejl.