Her er værktøjet, der kan bevæge jer mod mere inddragelse og samskabelse.

Deltagelsesstigen (se billedet nederst her på siden, eller vedhæftningen som pdf til højre) er inspireret af den anerkendte inddeling af borgeres samfundsdeltagelse udviklet af Sherry Arnstein i 1969.

Hvert trin på stigen repræsenterer forskellige niveauer af involvering af borgere - og jo mere, man bevæger sig op ad stigen, desto mere magt gives der til borgerne. Arnstein argumenterer for, at retten til og muligheden for at kunne påvirke beslutninger, der påvirker en selv og ens lokalsamfund, er et fundamentalt demokratisk middel.


Man kan (og bør) befinde sig på flere niveauer af stigen samtidig
KU.BE har gennem projektet bevæget sig mod mere brugermagt. Det er dog vigtigt at påpege, at huset befinder sig samtidigt på flere af niveauerne i denne stige. Erfaringen har været, at kulturhuset både skal have mere foruddefinerede aktiviteter, der kan inspirere - og SAMTIDIG være et mere åbent sted og mulighedsrum, hvor det er op til unge selv at fylde rummene ud med aktiviteter.


Disse ting understøtter trin op ad stigen
Når vi bevæger os op ad deltagelsesstigen mod brugermagt, så handler det om 

- at få unge borgere til at tage initiativ og ansvar for at udvikle, arrangere og afvikle events
- at unge borgere er organiseret på måder, der er meningsfulde for dem, men samtidig på måder, der kan give dem mere indflydelse og flere privilegier på lige fod med husets øvrige deltagere


SELVE DELTAGELSESSTIGEN
I finder Deltagelsesstigen i bunden af denne side samt vedhæftet til højre. Her følger en beskrivelse af Deltagelsesstigens forskellige trin.


Unges ikkedeltagelse 
På dette trin har unge ikke haft mulighed for at deltage i at påvirke hvilke aktiviteter (med mere), der foregår i kulturhuset. De inkluderes og rekrutteres ind i allerede planlagte aktiviteter. Det er kendetegnet ved:
-    Information om tilbud
-    Rekruttering til deltagelse
-    Rammer og indhold foruddefineret
-    Primært envejskommunikation fx via flyers, hjemmeside osv.


Unges symbolske deltagelse
På dette trin inviteres unge til at give deres mening, holdning og ideer til kende, men det er fortsat de ’voksne’ i kulturhuset, der bestemmer.

Brugerindflydelsen er kendetegnet ved
-    Konsultation af de unge ift. udvalgte aktiviteter og ideer osv.
-    Kulturhuset beslutter, om råd og input anvendes, og hvad de anvendes til
-    Input fra spørgeskemaer, møder og fokusgrupper sorteres og anvendes

Brugerinddragelse er kendetegnet ved
-    Unge inddrages i diskussioner, brainstorm mm - sker oftest i planlægningsfasen (se fx Fremtidsworkshop)
-    Nogle aktiviteter planlægges sammen med unge, men kulturhuset står for at udføre/afvikle dem (fx Lær at dj'e + Musikproduktion for unge)
-    En gruppe af unge følger aktiviteten/projektet


Brugermagt
På dette trin deltager unge i højere grad fra starten, og begivenhederne skabes sammen med unge.

Samskabelse
-    Uddeligering af ansvar, autoritet, medbestemmelse og opgaver til unge
-    Ideudvikling, planlægning og udførelse sammen med unge (Grillaften og sommerbio for unge, Kulturspireevents såsom Skraldeløb, Menneske-stratego og Bordrollespil og våbenværksted
-    Kommunikation, kritik, tilpasning og ændringer går begge veje
-    Decentralisering af beslutninger (Kulturspirerne + spontane begivenheder med Ungeburet)
-    Stadig nogen placering af ansvar/autoritet i kulturhuset. Evt. kun ift. rammer og overordnede regler - såsom definition af det rum, der er til at skabe aktiviteter i
-    Eksempler: #mondaytakeover (se #takeover for unge i KU.BE), praktik- og lommepengeprojektet, Kulturspireuddannelsen (se Kulturspireuddannelsen: Sådan gjorde vi) og Ungeburet).

Selvorganisering
-    Unge har fuld kontrol/autoritet/ansvar
-    Initiativet kommer fra unge: Gymnasiernes intro-uge, Street Heat Dancebattle (juni 2019), Yellow House Collective Vinterfestival 2020, #ungikube: Smidighedstræning (artiklen om Nicoline, der står bag den bi-ugentlige smidighedstræning for unge, kan læses her: "KU.BE er et meget lyst og energifyldt sted".


Andre værktøjer, som beskæftiger sig med inddragelse
- og hvor unge også behandles som ressourcer og eksperter, er:
Værktøj: Ønskelisten/Idepostkassen
Værktøj: Postkort fra fremtiden
Værktøj: Deltagerkortlægning
Sådan gjorde vi i KU.BE: Fremtidsworkshop


Hvordan bevæger man sig mod mere inddragelse og samskabelse?
I DELTAG-projektets undersøgelse af kulturhuse i Danmark beskrives der tendenser og mønstre i forhold til, hvordan forskellige kulturhuse involverer frivillige og borgere i at skabe aktiviteter - og borgernes beslutningsmagt. Her er det markant, at kommunalt drevne kulturhuse i mindre grad end de øvrige involverer borgere og ansatte.

KU.BE er et kommunalt drevet kulturhuse med mange ansatte, og det har derfor været givtigt at arbejde med, hvordan huset særligt ift. unge kunne bevæge sig mod mere inddragelse og samskabelse.