KU.BE har skabt fire grundprincipper, som skaber retning i det daglige arbejde med de unge.

Det er en konstant balancegang at sikre den daglige drift og leve op til de krav, forventninger og målsætninger, som huset har, samtidig med, at man skal være åben for alternative og nye måder at brugere, gæster og samarbejdspartnere møder og bruger huset. 

Gennem projektet og de forhindringer og udfordringer, vi har mødt undervejs, samt via husets grundige selvrefleksion og introspektion (se 2. Udgangspunktet: Selvrefleksion og introspektion) har KU.BE skabt fire grundprincipper, som skaber retning i det daglige arbejde med de unge: Giv slip. Giv nøglerne. Giv ansvar. Giv tid.


GIV SLIP
At give slip handler om, at vi er åbne overfor at justere vores plan og nysgerrigt give plads til alternative ideer og unges måder at deltage på i kulturhuset. Vores rammer og rutiner er vigtige og meningsfulde, men skal altid være indstillet på og have tid til at gribe det uforudsigelige. Det er et midlertidigt kontroltab. Det er en skrøbelighed, vi accepterer, for vi er samtidig i gang med at gribe deltagernes ideer, og sammen skabe kulturhuset. Når vi giver slip, viser vi tillid og bringer de unge i spil som eksperter.

Understøttes af: Værktøj: Ungeburet, forbooking, #takeover for unge i KU.BE (link til event: #mondaytakeover) og Værktøj: Deltagelsesstigen
Modarbejdes, når vi gribes af regeltyranni, når vi har for høje forventninger til, hvad unge kan og vil, og når vi bærer nag. Når voksne tror, de ved, hvad unge vil have, når vi fanges i kommunella-arbejdsgange, og når vi putter alt på formel.


GIV NØGLERNE 
At give nøglerne handler om at give unge adgang til flere af husets faciliteter og privilegier uden at diktere, hvad de unge putter ind i rummene. Vi sikrer, at nøglebærerne kender de få ufravigelige  regler, lader andre brugere vide, at det skal være plads til unge, og takker for, at de brugte pladsen. Når vi giver nøglen, giver vi unge ejerskab over huset og bringer dem i spil som medskabere.

Understøttes af: KU.BE Lab, forbooking af lokaler til de unge, at vi ‘ser pladsen’/skaber fleksibilitet, Værktøj: Deltagelsesstigen, Værktøj: Ungeburet, Rammer for deltagelse, Værktøj: Visitkortet, Ud af huset, #takeover for unge i KU.BE (link til event: #mondaytakeover), små tillidsskabende handlinger, at tage de unge med på VIP-tour i huset
Modarbejdes, når andre brugere ikke giver plads, når der opstår rigiditet i krav/modydelse, når vi ikke giver plads til fejl, stiller for høje krav eller overvåger.


GIV ANSVAR
At give ansvar handler om, at vi tror på, at alle unge i huset har ressourcer til at deltage i huset. At give ansvar handler om, at unge ved, hvad huset forventer af dem. Vi erklærer vores tillid til dem og anerkender hver gang, de bidrager (på deres måde). Når vi giver ansvar, anerkender vi unges værdi og giver unge medbestemmelse i huset. 

Understøttes af: Tålmodighed, når unge selv stiller ting op og bruger materialer og aktiviteter, og når vi selv deltager i aktiviteter. Rammer for deltagelse, Værktøj: Visitkortet, ud af huset, #mondaytakeover, små tillidsskabende handlinger. Tage med på VIP-tour i huset

Modarbejdes af: Skiftende personlige aftaler, som andre ikke kender til, regeltyrrani, når andre brugere ikke giver plads, rigiditet i krav/modydelse, når vi ikke giver plads til fejl, stiller for høje krav og overvåger - samt ‘sikkerhedsprocedurer, når de ikke må hjælpe med at sætte borde op’.

Ansvar gives også til andre i huset omkring åbenhed. Når man både kan give slip og give ansvar, ender frontmedarbejderne i den faciliterende rolle, hvor det ikke er op til dem, at alt skal lykkes. De er 'blot' fødselshjælpere. Frontdeskerne kan også få en dørmandsrolle, hvor de ikke længere skal holde unge ude, men skærme dem for de andre borgere, der ser det som deres forhåndsret at bruge rummet. 


GIV TID 
At give tid handler om at tilpasse vores forventninger til det mulige. For de udenforstående kræver det mange gentagelser at lære de formelle og uformelle koder. Muligheden for at kunne fejle ofte skal være tilstede, hvis man skal blive en etableret deltager i huset. Opbygningen af relationer kan tage tid - og tålmodighed er den vigtigste dyd. Der kan være mange skuffelser og få succeser undervejs. Når vi giver tid, giver vi unge plads til at fejle mange gange, så vi sammen kan lære af hinanden.

Understøttes af: Tålmodighed, at tage de unge med på VIP-tour i huset, når unge selv stiller ting op, bruger materialer og aktiviteter (små tillidsskabende handlinger). Rammer for deltagelse, Værktøj: Visitkortet, Ud af huset, #mondaytakeover, Vær Med: Deltag i aktiviteter med unge, Liste over Mere Plads. Succes: Når ansvar gives og forventninger stilles til andre brugere i huset omkring åbenhed.
Modarbejdes af: Regeltyrrani, når andre brugere ikke giver plads, rigiditet i krav/modydelse for fx udlån, når vi ikke giver plads til fejl, stiller for høje krav og overvåger. Når vi har fokus på ‘sikkerhedsprocedurer, når de ikke må hjælpe med at sætte borde op’, fremfor fokus på, hvad de kan og må.