Undervejs i projektet har der været mange definitioner af, holdninger til og diskussioner om, hvad rummelighed er, og der har været mange perspektiver på, hvordan rummelighed kommer til udtryk.
På denne side kombinerer vi perspektiver på rummelighed og eksklusion, som er kommet frem gennem projektet, og giver jer en guide/skabelon til, hvordan I kan reflektere over og diskutere dette fænomen i jeres eget hus - inklusiv nogle eksempler på, hvordan vi selv gjorde i 'På Kanten af Kulturen'.
Definitioner på rummelighed fra ansatte i KU.BE
“Jeg forestiller mig rummelighed som sådan en plastisk størrelse, der hele tiden bevæger sig - tager nye former og farver, men på en måde er elastisk og altid hænger sammen”
Ansat i KU.BE
“For mig er det sådan mere cirkler inden i hinanden. Indenfor den første ramme er det, vi er vant til, og som er en del af os. Længere ude er det mere usikkert og uvant. Her er andre end os selv med til at bestemme. Dér synes jeg, vi skal være mere i KU.BE. Men der er også en grænse uden for dette. Det er grænsen for rummelighed. Der stopper det for mig. Så kan jeg ikke være med længere.”
Ansat i KU.BE
“Jeg synes 'rummelighed' måske er et forkert ord. 'Rumme - lighed'. Ja, man kan jo godt rumme det, der er ligesom en selv, men at rumme forskellighed! - Det er jo hér, vi skal være. Det er for mig det sværeste og det mest spændende”.
Ansat i KU.BE
Handler rummelighed om at rumme lighed, rumme forskellighed eller om lighed i rummet?
Gennem projektet kom det til udtryk, at der var en række forskellige forståelser af, hvad rummelighed handler om. Diskussionerne kredsede ofte om, hvorvidt det handler om at rumme lighed, rumme forskellighed, eller skabe lighed i rummet.
Vi udfolder i det nedenstående de tre versioner af rummelighed, og hvad det kan have af konsekvenser for, hvilket hus man ønsker at skabe.
AT RUMME LIGHED
‘Rumme lighed’ - denne definition antager, at dem, der skal rummes, skal være lige eller måske endda ligne hinanden. Som i citatet tidligere, der beskrev den inderste cirkel af rummelighed: “...Indenfor den første ramme er det, vi er vant til, og som er en del af os.”
Hvem der er "os" i denne sammenhæng er dog interessant, fordi det antyder, der er nogle, som har og kan definere denne inderste ramme.
Lighed som enshed medfører implicitte normer for opførsel
I nordiske velfærdsinstitutioner, som fx skoler og foreninger, har en lang række forskere beskrevet, hvordan der eksisterer en særlig forståelse af lighed som enshed. I disse sociale rum er der en bestræbelse på, at lighed ikke blot angår økonomisk udjævning eller juridisk retfærdighed, men handler om social genkendelighed eller enshed. I denne sammenhæng nedtones forskelle strategisk, og der skabes ofte nogle implicitte normer for god opførsel.
At forskelle nedtones i denne tilgang til rummelighed indebærer, at opfattelsen af unges deltagelse i kulturhuset peger mod en proces af inklusion eller assimilation, hvor uerfarne unge skal rekrutteres ind i nogle foruddefinerede og faste rammer. Her er det ikke op til huset at tilpasse sig de alternative deltagelsesformer, men op til de udefrakommende at tilpasse sig de eksisterende normer og praksisser.
Vær bevidst om, hvem der har muligheden for at definere normerne for god opførsel
Det er vigtigt at være bevidst om, hvem der har mulighed for at definere og opretholde disse normer for god opførsel, og hvordan de i hverdagen kan være ekskluderende over for de (unge) mennesker. Disse forventninger og krav er sjældent noget, der ekspliciteres. Og selv når de ekspliciteres, kan der i praksis være en tendens til, at forventninger og krav er højere og mere uopnåelige for de udefrakommende end dem, der allerede kender spillereglerne og ved, hvordan man også omgås dem.
Lidt karikeret er det i denne forståelse af ‘På Kanten af Kulturen’, at kulturhuset har etableret og foruddefineret Kanten, og det er op til dem på den anden side - de udenforstående - at kravle over de forhindringer, de nu måtte støde på, for at blive en del af Kulturen. Kulturhuset ser sin egen rolle som et sted, hvor man kan forvente, at der opretholdes orden og forudsigelighed, og som man kan stole på leverer stabile ydelser inden for rammer, som er kendte af de faste brugere.
AT RUMME FORSKELLIGHED
‘Rumme forskellighed’ - denne anden definition peger på, at selve ordet rummelighed kan spænde ben for sig selv. Hvis Kulturhuset ikke blot skal være for de erfarne og eksisterende brugere, der allerede kender husets spilleregler, skal det kunne motivere til og anerkende det, der er anderledes. Det skal kunne rumme forskellighed.
Uenighedsfællesskab
I diskussioner om rummelighed i netværksgruppen blev ordet ‘uenighedsfællesskab’ foreslået som en anden definition på, hvad der skal være den vision, kulturhusene skal arbejde med. Det antyder, at det, der binder kulturhusets fællesskab sammen, ikke er enigheden og ensheden, men at de mangfoldige meninger er grundlaget for, at vi kan være fælles om noget. Som “en plastisk størrelse, der hele tiden bevæger sig - tager ny former og farver, men på en måde er elastisk og altid hænger sammen.”
I denne version af rummelighed lader de ansatte og de, der frem til nu har defineret hvad kulturhuset er, sig udfordre i egne forståelser af, hvad kulturhuset er. Som en ansat beskriver det: “Længere ude [af rummelighedscirklerne] er det mere usikkert og uvant. Her er andre end os selv med til at bestemme. Der synes jeg, vi skal være mere i KU.BE.”
At måle rummelighed på mangfoldighed er visionen og intentionen i KU.BE, men det er ikke altid så enkelt i praksis, som en af de ansatte påpeger: “Ja, man kan jo godt rumme det, der er ligesom en selv, men ar rumme forskellighed! - Det er jo hér, vi skal være. Det er for mig det sværeste og det mest spændende”.
Det blev pointeret mange gange, at denne version af rummelighed kræver mod. Som en af repræsentanterne fra et andet kulturhus slog fast: “Rummeligheden afhænger af, om man tør afvige fra planen. Vi har alle sammen nogle faste rammer og procedurer, men vi skal kunne afvige. Og her skal vi bruge nysgerrigheden.”
Nyskabelser, personlig udvikling og faglig tilfredsstillelse kontra kontroltab og kaos
Vi dykker ned i, hvordan dette arbejde i KU.BE var en drivkraft, der både affødte nye måder at arbejde på, nyskabelser, oplevelser af frigørelse, personlig udvikling og faglig tilfredsstillelse samt et anderledes levende hus - men også ofte kunne være en markant barriere eller hindring for at udføre andre opgaver i kulturhuset og til tider gav en ukomfortabel følelse af kontroltab, kaos, og bekymring.
Som en ansat i KU.BE påpegede, så findes der (i vedkommendes perspektiv) også en grænse for rummeligheden. Men hvor er den, og hvem får i sidste ende lov til at definere og opretholde den?
I denne forståelse af ‘På Kanten af Kulturen’ er kanten ikke så fast defineret. Kulturhuset bliver bevidst om, hvad der er kanter, og ønsker at forstå, hvordan udefrakommende oplever dem, så de sammen kan afsøge muligheder for at nedbryde kanterne og dermed give plads til forskellige kulturer i Kulturen. Det ukendte og uforudsigelige er her værdifuldt, og huset ser det som sin rolle at være nysgerrig på, hvordan udfoldelsen af dette kan faciliteres.
LIGHED I RUMMET
‘Lighed i rummet’ - denne tredje definition af, hvad rummelighed i kulturhuse er - peger på en forståelse af kulturhuset som en arena, der skal være åben og tilgængelig på samme måde for alle.
En fælles forståelse, der gik igen på tværs af diskussionerne om kulturhusets rolle for den enkelte borger, det lokale liv og samfundet, handler om de muligheder, kulturhuset rummer for at kunne samles i fællesskaber - og den måde, rammerne kan facilitere fysisk, social og kulturel udfoldelse. ‘Lighed i rummet’ handler således om adgangen til de fælles rettigheder og privilegier, som det særegne fysiske forsamlingssted, kulturhusene i Danmark kan og vil være.
Når samme type adfærd sanktioneres forskelligt
I denne version af rummelighed er kulturhusets rolle at forstå og være med til at modvirke, hvordan visse individer kan opnå rettigheder og få tildelt privilegier, mens andre ikke kan. Det er at være bevidst om og undgå, at samme type adfærd hos forskellige brugere sanktioneres forskelligt. Kulturhusets rolle er ligeledes at forsøge at forstå og eksplicitere, hvilke forventninger og normer, der kræves, for at udenforstående føler, at deres deltagelse i huset er mulig, anerkendes og udfoldes.
Kampen om pladsen i huset
I denne version af rummelighed har vi oplevet, at der kan opstå andre konflikter og kampe om pladsen i huset. For når nogle, der tidligere var udenforstående, skal fylde mere, kan det betyde, at andre, der er etablerede, skal afgive noget af den plads, de følte, de havde krav på, samt hvordan omgangsformer omdefineres.
Rummelighed, konflikt og grænseoverskridelser
Må kulturhuset være rodet? Må man efterlade chips-rester eller skrald på gulvet? Må man spytte fra tredje sal ned til stuen? Må man sidde udenfor og ryge hash? Må man ligge og flyde rundt i grupper i huset og lade sine telefoner op i husets stikkontakter? Må man klippe sit hår på toilettet og efterlade hårrester? Må man skate indenfor? Må man snige sig i kælderen og tage sodavand? Må kan være i biblioteket og tage lightergas? Må man lege fangeleg i hele huset? Må man lave slåskampe og slå hinanden med bælter? Må man råbe efter andre mennesker i huset? Må man kalde personalet nedsættende skældsord? Må man gå ind i lokaler, hvor andre foreninger dyrker deres aktivitet?
Den måde, rummelighed forstås og praktiseres, medfører, at konflikter og uenigheder opleves, forstås og vurderes forskelligt.
Når rummelighed handler om at kunne integrere flere udenforstående i kulturhuset indenfor de etablerede rammer, vil konflikter være et tegn på, at den stabilitet og orden, man ønsker at opretholde, bliver udfordret.
Karantæner og overvågning
Før KU.BE påbegyndte arbejdet i projektet 'På Kanten af Kulturen' var karantæner til dem, der udfordrede ordenen, ofte en anvendt strategi. Det var ‘ballademagerne’, der blev ekskluderet. Dårlige erfaringer med unge, der ikke kunne eller ville tilpasse sig huset, kan ligeledes føre til en overvågningstilgang, hvor der holdes øje med, forventes, hurtigt identificeres og slås ned på overtrædelser af normer og retningslinjer i huset.
Når faste og genkendelige deltagelsesformer udfordres, kan det føre til ustabilitet og uforudsigelighed, og tilliden til omgangsformer og social orden erstattes af kontrol og overvågningssystemer. Skam erstattes med frygt og tillid med kontrol.
Når konflikter bliver set som noget positivt
Forståelsen og håndteringen af konflikter tager sig anderledes ud, når rummelighed handler om ‘at rumme forskellighed’ eller om ‘lighed i rummet’. Konflikter er et vilkår, når et uenighedsfællesskab er målet, og kulturel diversitet bliver anerkendt som en værdi i sig selv. Her kan konflikter således opfattes som et positivt parameter for at kunne ‘rumme forskellighed’.
Konflikter har selvfølgelig forskellige udtryk og omfang, og der er adfærd og hændelser, som ikke kan eller må foregå i kulturhuset. Man hvad er det for nogle, og hvor går grænsen? Er grænsen absolut eller situationsbestemt? Hvis kulturhusets opgave er at sikre alle adgang samt de samme muligheder og rettigheder i huset, bliver de ansattes rollen og relationen til de udenforstående vinklet på en anden måde, hvilket igennem projektet har givet gode læringer og indsigter.
De næste tre faser: Forudsætninger, Mødet med de unge og Inddragelse
I ‘3. Forudsætninger’ beskrives, hvordan KU.BE har tilpasset nogle tilgange, arbejdsgange og procedurer for at skabe bedre rammer for at kunne håndtere konflikter og skabe mere plads til unges forskellige deltagelsesformer. I ‘4. Mødet med de unge’ beskrives forskellige tilgange og værktøjer, der i praksis skal fremme relationen mellem huset og de unge samt sikre, at unge føler sig velkomne og anerkendt. Og i ‘5. Inddragelse’ beskrives, hvordan huset har arbejdet med at give medbestemmelse og ejerskab blandt unge, der bruger huset.