Hvordan opleves det at danse tango? Hvordan formidler vi kropslige erfaringer af interaktion i dans? Hvordan spiller tanker, ideer, opfattelser af og om tangoen med i vores dans? - i udviklingen af dansen? - og i udviklingen af tangokulturen?
Frederiksberg Tangoforening har fælles udspring med Gladsaxe Tangoforening - som i år netop fejrer 20 år med danseoplevelser. I samarbejde vil vi gerne invitere til et spændende foredrag om oplevelsen af at danse argentinsk tango.
Susanne Ravn er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet - og leder Forskningsgruppen Bevægelse, Kultur og Samfund.
Hun har forsket i praksisser med krop og bevægelse med fokus på dans - og har selv professionel baggrund som danser og underviser. Hvis man sætter tangohælen på spidsen, kan man sige, at hun er professor i dans.
Susanne Ravns forskning er tværfaglig med tilgange fra fænomenologi (kropsfilosofi), etnografi (interviews og observationer) og dansevidenskab.
Hun har i sin forskning afdækket erfaringsmønstre og præciseret bevægelsesteorier for:
- hvordan samspillet mellem danserne, danse-eventen (milongaen) og de idealer, som præger tangoens kultur, former dansernes oplevelse af mening og udtryk.
- hvordan forhold omkring parret er en del af dynamikken danserne imellem.
Ved at inddrage og sammenligne med andre danseformer belyser hun, hvordan forskellige former og niveauer af interaktioner spiller en central rolle for, hvordan man oplever kroppen gennem dansen.
Entre: 75 kr.
Tilmelding: Der er plads til 50 siddende personer. Send en sms til 2280 2306 og hør, om der er plads. Når du får svar med OK, kan du betale på mobilepay #15360.
Du kan også betale ved indgangen - hvis der er ledige pladser.
Vi slutter af med tangoskoene på i en times tid - og deler en ny opmærksomhed.