FOF København er meget glade for at byde journalist, forfatter og radiovært Lærke Kløvedal til forfattersamtale i KU.BEs smukke performancesal om hendes eventyrlige liv, som er farvet af et berømt efternavn og som del af en familie i evig bevægelse.
Samtalen tager udgangspunkt i Lærke Kløvedals bog »Sømærke«, der udkommer 5. oktober. »Sømærke« er en poetisk og usentimental undersøgelse af, hvad og hvem der former os – på godt og på ondt; om at være barn af eventyrere og idealister, men samtidig at savne kort og kompas til virkeligheden.
Lærke Kløvedal har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far sejlede på verdens syv have, men fylder meget, trods han findes meget lidt i Lærkes liv. Hendes mor flyttede i kvindekollektiv i en flække i Thy og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke kunne hverken finde sine ben i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af larmende eventyrere. Først da hun flytter til København, lander hun i et liv, der føles som sit eget.
»Sømærke« er et ømt og nøgternt generationsportræt. En stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde et ståsted om at turde møde dyb, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og forbigående forelskelse. Samtalen vil på denne aften i KU.BE – i tråd med bogen – krydsklippe mellem opvækst og voksenliv, Vesterhav og storby, sansning og refleksion.
Du får som publikum rig lejlighed til at stille spørgsmål til Lærke.
Vil I spise i KU.BE før foredraget?
Der kan bestilles tapas, hvis I vil spise i KU.BE før arrangementet. Tapas koster 145 kr. og serveres kl. 17-18.45. Bestil via linket til højre.
Tapas-menuen
Anderillette + cornichoner
Serranoskinke + bagte tomater
Hvide bønner, portobello & persillepesto
Koldrøget laks rørt med friskost og krydderurter
Vesterhavsost & kompot
Ølandsbrød
Foto: Petra Kleis