Velkommen til en musikalsk aften med Astrid Engberg, Anders Bo Eriksen - og en hemmelig gæst

FOF København har fornøjelsen af at byde velkommen til en musikalsk aften i KU.BE under Vinterjazz 2024 i vores koncert og talk-serie 2+1 = Jazz!

Til 2+1 = Jazz! vil Astrid Engberg og Anders Bo Eriksen spille numre fra Astrid Engbergs bagkatalog i duo-form. Som lytter kan du forvente et mix af det planlagte og improviserede. Organiske instrumenter møder elektroniske maskiner, og sangene udfoldes med kærlighed og nærvær. Herudover får det musikalske makkerpar udfordret deres samarbejde, når de bliver overrasket på scenen af en kendt skikkelse fra det danske jazzmiljø, som de ikke har optrådt med før eller haft mulighed for at forberede sig med. Hvad sker der, når det faste makkerpar får besøg, og hvad gør det ved musikken?

Aftenen er delt op i to afdelinger: Vi starter med et interview med Engberg og Eriksen med Frederik Korfix fra DR P8 Jazz bag roret. Herefter er der koncert med de to, og det er også her, at den hemmelige gæster dukker op og overrasker både os i salen og musikerne på scenen!

Så glæd dig til en aften med højt til loftet, masser af overraskelser - og masser af jazz!

Om Astrid Engberg
Den danske sangerinde, producer, komponist og DJ Astrid Engberg udgav den 22. september 2023 sit andet anmelderroste album »Trust«. Det har bl.a. modtaget fem hjerter fra Politiken, der skriver: »Hendes debut var fremragende. Hendes andet album vælter dig omkuld«. Albummets numre er i nordisk soul med vokalharmonier, blæsefraseringer, strygerarrangementer, dynamiske skift, langstrakte soniske flader, legende percussion og meget mere. Det er en flot efterfølger til det – også anmelderroste – debutalbum »Tulpa« (2020), som gav et inderligt indblik i en voldsom hjernerystelse og fortællingen om at arbejde sig frem til et godt mentalt og fysisk helbred gennem musikken.

Vinterjazz finder sted den 1.-25. februar i hele Danmark.

Vil I spise i KU.BE før foredraget?
Der kan bestilles tapas, hvis I vil spise i KU.BE før arrangementet. Tapas koster 145 kr. og serveres kl. 17-18.45. Bestil via linket til højre.

Tapas-menuen
Anderillette + cornichoner
Serranoskinke + bagte tomater
Hvide bønner, portobello & persillepesto
Koldrøget laks rørt med friskost og krydderurter
Vesterhavsost & kompot
Ølandsbrød

 

Type
Foredrag
Koncert
Dato og Tidspunkt
22. februar 2024Kl. 19:00 til 21:00
Sted
Performance
Pris
75 kr.