Du har sikkert lagt mærke til, hvordan alle pludselig taler om kunstig intelligens og AI (den engelske forkortelse af Artificiel Intelligence). Både vores hverdag og vores forestilling om fremtiden har med ét taget en drejning, og vi veksler mellem frygt og fascination. Uden vi måske har lagt mærke til det, er kunstig intelligens allerede med til at forme vores relationer, vores måder at arbejde på og i det hele taget være mennesker på. Derfor er det vigtigere end nogensinde at forstå mekanismerne bag og tale om, hvordan vi ønsker samspillet mellem menneske og maskine skal foregå.
Med udgangspunkt i podcasten »Blinde Vinkler« om teknologiens indvirkning på os mennesker tager Marie Høst dig igennem kritiske AI-emner som: Skal AI risikovurdere børn? Hvem ejer det, AI skaber? Hvad med AI og misinformation? Kan man være ven med en AI? Vil du leve videre som AI? Og tager AI dit job?
Gennem klip fra samtaler med nogle af de mest vidende mennesker i feltet og glimt fra internetdybet udfolder Marie Høst problematikkerne og inviterer til eftertanke. Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål.
Om Marie Høst
Marie Høst er kandidat i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Hun har de seneste 12 år arbejdet med digital kultur og teknologiens indvirkning på vores liv. På tredje år producerer hus podcasten »Blinde Vinkler«, hvor hun som vært afdækker de skævheder, som teknologi utilsigtet skaber i vores liv. Hun står også bag podcasten »MEME dig til Magten« for Politiken og producerer sideløbende podcasts for f.eks. CPH:DOX, Podimo og Heartbeats. Mange vil desuden kende Marie Høst fra »So Ein Ding« på DR, ligesom hun på DR2 har været tilrettelægger på »Den 11. time«, vært på dokumentarserien »Den Rigeste Procent« samt vært og tilrettelægger på »DR2 Temalørdag LIVE: Hacking - Du er ikke alene«.
Vil I spise i KU.BE før foredraget?
Der kan bestilles plads til vores mandagsmiddag kl. 17.30, hvis I vil spise i KU.BE før arrangementet. Bestil via linket til højre.
98 kr. for voksne.
Menuen den 18. november
Porchetta med ovnstegte kartofler og skysauce serveret med salat af stegt julesalat, pærer, appelsin og valnødder.
Vegetar: Helstegt knoldselleri med brunet smør med salvie, rosmarin og honning.