KU.BE er fortsat åbent ganske som normalt - men nu skal I huske mundbind
De fleste ting er som de plejer i KU.BE - men de nye restriktioner betyder, at alle, som er over 12 år, skal huske mundbind.

Hvad betyder de nye restriktioner, som regeringen annoncerede fredag den 23. oktober, for KU.BE?

Er husets åbningstider stadig de sædvanlige?
Ja! Og alle etager og alle bevægelsesfaciliteter er åbne. Biblioteket (bog-lån og -aflevering) er åbent. Byhaven er også åben. Planlagte arrangementer og fællesspisninger kører som planlagt med alle restriktioner overholdt.

Mundbind, når du bevæger dig omkring 
En ny regel er, at alle (som er over 12 år gamle) skal bære mundbind i kulturhuse og lignende steder med offentlig adgang - og derfor også i KU.BE. Krav om brug af mundbind gælder ikke, når man sidder ned. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder heller ikke for børn under 12, eller for optrædende og udøvere mv. under disses optræden og udøvelse mv. Kravet om mundbind gælder dog umiddelbart før og efter.

Kan man spise i cafeen?
Ja! SPISE.STUEN er fuldt genåbnet. Også her følger vi alle myndighedernes aktuelle retningslinjer. Man skal fortsat have mundbind på på restauranter og cafeer i København og Frederiksberg. I skal derfor have mundbind på, når I bestiller mad og drikke i SPISE.STUEN, men ikke, når I sidder ved bordene. Til vores fællesspisning om onsdagen sidder vi ikke ved langbord i øjeblikket, men placerer gæsterne ved borde i de grupper, I ankommer. Her er link til bordbookning.

Er det sikkert at være i huset?
Ja! Vi følger myndighedernes retningslinjer om håndhygiejne, hosteetikette og afstand i KU.BE, og hele genåbningen af KU.BE har fulgt de udstukne retningslinjer fra myndighederne.

Hvordan bevæger man sig omkring i huset? Må man lege? 
Ja, man må altid bevæge sig og lege i KU.BE. Vi har ekstra rengøring over hele huset i hele husets åbningstid. Der er håndspritstandere over hele huset, kulørte klistermærker og flotte pile med retningsangivelser, der viser vejen op ad trapperne og på lignende steder i huset, hvor man skal holde til højre. Og på hver etage kan man se, hvor mange mennesker, der må være på hver etage og i de enkelte rum og sale.

Er der trængsel? 
Nej. Der er god plads i KU.BE (vi har 3800 m2 at boltre os på), og vi har siden genåbningen i juni på intet tidspunkt oplevet trængsel. 

Lidt om de nye restriktioner for idræts- og foreningsaktiviteter
Voksenaktiviteter (over 21 år) er underlagt forsamlingsforbuddet på 10 personer (inkl. trænere, instruktører mv.). Dette med undtagelse af aktiviteter hvor deltagerne sidder ned/har en fast plads.

Børneaktiviteter (til og med 21 år) er underlagt forsamlingsforbuddet på 50 personer (inkl. trænere, forældre mv.) Ved disse aktiviteter er de tidligere udsendte retningslinjer og kapacitetstal for de enkelte lokaler fortsat gældende.