Skab mere plads til unge gennem rammesætning af deres deltagelse.

På en væg i KU.BE dedikeret som en form for opslagstavle til unge (Ungevæggen), er de aktiviteter, som er hængt op, inddelt i tre områder: LÆRE, VÆRE og SKABE.

På væggen (hvor der også hænger flyers, kollager og plakater) skiftes materialet løbende ud, så man både kan finde daglige aktiviteter - og de ting, der er på vej i den kommende måned. 

Inddelingen i de tre områder viser og anerkender (både over for de unge og over for husets øvrige brugere) at alle tre former for tilstedeværelse i kulturhuset er velkomne. 

Nederst på denne side kan I se billedet af en simpel liste med stikord til de tre områder, lavet i KU.BE.


VÆRE 
I KU.BE elsker vi, at DU er her. Vi vil være et åbent mødested for dig og dine venner. Hæng ud. Lad mobilen op. TikTok eller snap på livet løs. Snak om livet, kærester, musik, serier, fodbold eller det, der lige fylder….
Når I er her, bliver KU.BE et hyggeligt og energifuldt sted.

Vil I give den mere gas, når I hænger ud i KU.BE, så har vi masser af udstyr, I kan bruge i vores Ungebur (og selvfølgelig behandle med respekt, så andre kan bruge det efter jer.  

Er I til boldspil kan I 
-    dunke og drible på vores basketbane i Byhaven. Kom i frontdesken og lån basketbolden eller udfordr os til en lille kamp
-    lave tunneller på vores pannabane. Kom i frontdesken - så hjælper vi jer med at sætte den op. 
-    svinge battene ved bordtennisbordet. Lån bat og bolde i frontdesken. 
-    rulle hinanden og andre i huset i bordfodbold. 

Kan I lide at game eller se serier har vi
- FIFA på PlayStationkonsollen

Er I til musik
- kan I jamme på vores instrumenter
- afspille jeres musik på vores forskellige anlæg

I kan bruge biblioteket til lave lektier, læse historier, planlægge jeres næste fest, snakke om kærester, musik, serier eller lige det, I har lyst til

I kan også låne jeres eget lokale. I KU.BE har vi mange forskellige lokaler og rum, hvor I kan være.


LÆRE
I KU.BE kan du lære nye ting eller dyrke din interesse. Vi er ikke en skole, men et sted for kultur- og bevægelsesaktiviteter og fællesskaber.

I KU.BE kan du komme med på Kulturspireuddannelsen (sådan så vores forløb ud i september 2020: Idræts- og Kulturspireuddannelsen er tilbage!), hvor du lære at lave dine egne events, skabe en klub eller forening og blive del af et fællesskab i KU.BE, hvor det er jer, der bestemmer, planlægger og afvikler det, der skal skal ske i KU.BE.

Du kan også lære at bruge krop og hjerne på nye måder, og blive en del af fællesskaberne i husets foreninger. Vi har faste foreningsaktiviteter såsom parkour (se fx Parkour for teenagere), Leg og dans på Rulleskøjter (Leg og dans på rulleskøjter for børn og unge) og Rhythm Roller Skating (15+), Streetdance for Teenagepiger, teaterskole (13-16 år), Tai Chi og Qi Gong plus streetdance og thaiboksning


SKABE
I KU.BE tror vi på, at alle unge har skaberkraft og fantastiske ideer. Har DU lyst at udfolde din, så er vi stedet. Vil du skabe den fedeste event for dine venner eller andre her på Frederiksberg, så kan du gøre det i KU.BE. Vi tror, at de bedste til at lave aktiviteter til unge, er unge.

Her kan I se nogle af de aktiviteter, unge har lavet for andre unge i KU.BE: Menneske-stratego, Skraldeløb, #ungikube: Smidighedstræning og Bordrollespil og våbenværksted.



Udfordringer, værktøjet skal overkomme
Når det til tider kan være svært at gennemskue især for unge, hvad det præcis er, kulturhuset er for en størrelse, er det vigtigt at frontdeskmedarbejderne formår at oversætte rammerne, mulighederne og regler, således at det står helt tydeligt og er nemt at overskue.


Formål
Værktøjet ‘Unges deltagelsesformer: Lære, være og skabe’ er i praksis et simpelt kommunikationsværktøj, der skal bruges 

1)    af frontdesken som dialogværktøj, der fysisk og visuelt kan hjælpe med at sætte rammer, tilskynde til gode aktiviteter og fællesskaber og være
       et trygt sted for opbygning af relationer.
2)    til at give unge indblik og inspiration til, hvordan man kan deltage i huset, herunder hvilke type aktiviteter, muligheder og fællesskaber, der i
       huset, hvad man skal for at blive del af det, samt hvad man ikke må i huset.
3)    i husets kommunikation til øvrige brugere om, hvordan unge kan og må bruge huset
4)    i planlægning og kommunikation af aktiviteter og samarbejder med andre


Værktøjet gør det konkret for de unge
1) hvordan man kan deltage i huset på forskellige måder, og
2) hvornår man bevæger sig uden for det acceptable. 

Værktøjet kan skabe anledninger til møder/interaktioner med de unge og kan bruges til at gå i en positiv dialog med unge om mulighederne, så man kan legitimere, anerkende og inspirere de unge til at tage del i huset, dets aktiviteter og fællesskaber. 

Værktøjet gør det også muligt at udøve den nødvendige tålmodighed og fleksibilitet over for de mere spontane og selvorganiserede former for deltagelse.


Værktøjet er også en kommunikation til husets øvrige brugere
Samtidig er det også en kommunikation til husets øvrige bruger, der skal gøre opmærksom på at huset ønsker og hylder de unges tilstedeværelse og bidrag i huset.


Værktøjet viser desuden
- at huset har åbnet sin måde at forstå og håndtere forskellige deltagelsesformer blandt unge (såsom at man godt 'bare' kan komme for at hænge ud (være)
- hvad der skal til for at gøre huset tilgængeligt og attraktivt for unge  


Guide: Vejledning til brug
Brug 'Være, lære, skabe' som en del af introduktionen til huset, hvor det ikke kun er vigtigt at fortælle, hvad man ikke må, men i høj grad også at fortælle om alle de ting, man ønsker og håber på, de unge vil gøre.

Brug 'Være, lære, skabe' som en del af den gode modtagelse eller som del af den løbende dialog med de unge i huset. Det er således frontdeskens rolle at vise dem denne mulighedstavle.