Billederne på udstillingen er taget i Teheran i december 2019. Det var et par uger efter de store arbejderdemonstrationer, der endte med at blive knust af Revolutionsgarden. Fotoudstillingen viser øjebliks-portrætter af mennesker i en hverdagssituation. De er varme, livsbekræftende og kommer tæt på personerne.

De portrætterede stillede beredvilligt op til fotografering, fordi de netop ønsker at vise verden, at der findes et andet Iran end dét, internationale medier viser.

Det er uprætentiøse fotografier og spontane portrætter af mennesker, der lever under et undertrykkende styre, men hvor deres frihedstrang og glæde over at være sig selv brænder igennem.

Tekst og fotos: Shazia Khan

Fernisering: 4. november kl. 17-21
Samme dag er der fællesspisning med iransk/persisk mad - og koncert.
Udstillingen kan ses i foyeren på 1. sal fra den 3. november til den 12. januar 2021.

"Overalt i den iranske hovedstad er det som om, at befolkningen tager deres eget private, individuelle oprør ud i gaderne. Piger og drenge ryger åbenlyst, tørklæderne falder mere og mere ned, der er piercinger i næser, læber, øjenbryn. Men det er ikke kun de unge.

Jeg sidder på en bænk ved siden af en kvinde i 60´erne. Hun taler engelsk. Hun spørger mig, hvad jeg synes om Teheran. Jeg svarer, at folk er meget åbne og imødekommende. Jeg spørger, hvad hun synes. Hun glor på mig.

-  Jeg bor her jo, jeg er iraner, svarer hun, det var bedre dengang jeg var ung. Det er jo ikke til at holde ud med alle de restriktioner. Det er svært, når man ikke er enig med regeringen. Jeg nyder at tage til Istanbul, komme væk fra det her.

Det er ikke svært at komme i kontakt med folk. Man vil gerne tale med udlændinge. Man vil rigtig gerne fortælle, at man ikke er enig med regeringen. Men, som en lokal fotograf-kollega fortæller mig, så er det svært at mobilisere folk til en fælles protest. Alle har deres individuelle udtryk, deres særlige mening. Sådan var det også omkring de nylige demonstrationer. De blev svigtet af folk, selv om sympatien var på de demonstrerende arbejderes side. Så var vejen til, at politiet kunne knuse dem åben.

Måske er det helt forståeligt, at det er svært at stå sammen. Der hviskes om, at de demonstrerende arbejdere blev omringet. Folk, jeg møder, siger, at de blev skudt, at de nu er døde alle sammen.

Alligevel lader man tørklædet falde, så det næsten intet hår dækker. Alligevel er læberne piercede og sortmalede. Alligevel jages duerne op.

Der er et andet Iran. Dét, siger mange til mig, skal jeg huske at fortælle om, når jeg kommer hjem."