I KU.BE hænger ude og inde tæt sammen.

I KU.BE hænger ude og inde tæt sammen. Det kan man eksempelvis se ved klatrebakken, hvor haven næsten flyder direkte ind i huset, og i Performance, hvor man kan åbne scenen op mod haven og det lille amfiteater.

Ideen om det åbne hus kan man også opleve inde i KU.BE, hvor der er kig imellem mange af de forskellige funktioner. Åbenheden gør, at alle KU.BEs aktiviteter bliver mere synlige for brugerne, så det altid er et levende hus, man møder.

Udenfor, på facaden, kan man også fornemme de forskellige områder og funktioner. De volumener, som inde i huset er farvede, er synlige i facaden, hvor de aftegner sig i det keramiske materiale. Facadematerialet hedder Trencadis og stammer oprindeligt fra Spanien. Det er lavet af stykker af keramiske fliser med forskellig overflade, som reflekterer lyset forskelligt.