Scenekunst-laboratorium med ny teknologi: XR PERFORMANCE LAB
Så er der scenekunst-laboratorium med virtual reality og augmented reality for unge i KU.BE!

Velkommen til XR PERFORMANCE LAB, som strækker sig gennem hele november og december med masser af åbne workshops og kunstneriske eksperimenter i Extended Reality for unge fra 13 år og op - guidet og inspireret af vores huskunstner Jakob La Cour.

De unge inviteres ind i et højteknologisk XR-performance-laboratorium - XR PERFORMANCE LAB - hvor de får lov til at eksperimentere med det nye spændende felt XR - extended reality - som dækker over virtual reality (VR), augmented reality (AR) og mixed reality (MR).

XR-teknologierne kan, hvis de er designet rigtigt, overtage og udvide publikums sanseapparat og tilbyde dem en ny virkelighed, hvor en performance kan finde sted. Det gøres ved hjælp af VR-headsets, bevægelsessporing, animation, 360-film, rumligt lyddesign, 3D-scanning og haptisk feedback. 


XR-teknologi og scenekunst
Projektet inviterer de unge med på en undersøgelse af XR-teknologi med udgangspunkt i scenekunsten. Hvad kan opstå i mødet mellem de unge og en eksperimenterende scenekunstner? 

De unge får inspiration til at udvikle projekter med XR-teknologien ud fra deres egne ideer. Om de vil udvikle enkle, performative 360-film vist på en smartphone eller komplicerede oplevelser, der bruger trådløse radiofrekvenshøretelefoner til at få folk til at opføre sig som robotter styret med VR-controllers af deltagere via en virtuel verden bliver helt op til de skabende unge.


Skolesamarbejde og XR PERFORMANCE LAB-miniudstilling
Udover de åbne værksteder og workshops deltager 125 unge fra Falkonergården Gymnasium i XR Performance Lab. Processen dokumenteres løbende og vises frem på en væg, så både besøgende og medarbejdere kan følge med. Projektet afsluttes med en installatorisk mini-udstilling i KU.BE, hvor resultaterne fra processen kan opleves af offentligheden og de unge imellem.


Om Jakob La Cour
Jakob la Cour (f. 1982), scenekunstner og cand.des i spil og interaktion fra Det Kongelige Akademi for Design. Jakob skaber publikumsinvolverende tværmediale værker, der inviterer til leg og opdagelse og fordyber publikum i særlige tilstande. Jakob har siden 2005 haft sit kunstnerisk virke gennem JAKOB LA COUR STUDIO, har skabt mere end 20 interaktive projekter såsom Artificial Awakening (2021), VR-teaterforestillingen Katterjammerrock (2018) og Avatar Controller Maze (2014) og har engageret tusindvis af mennesker i Danmark og internationalt. Mere på www.jakoblacour.com 


XR PERFORMANCE LAB er målrettet unge fra 13 år og op. XR PERFORMANCE LAB arbejder i krydsfeltet mellem Extended Reality-teknologier og scenekunst for at skabe nye formater og immersive oplevelser.

Huskunstnerprojektet er initieret af KU.BE i samarbejde med iscenesætter og immersionsdesigner Jakob la Cour, som bruger nye Extended Reality-teknologier til at eksperimentere med interaktiv bevægelse, kropskulturelle udtryk og nye scenekunstneriske formater. 

Huskunstnerforløbet er støttet af Statens Kunstfond.