”På kanten af kulturen”-projektet er nu i gang, og Jens Waltorp og Thomas Hervik fra Det Antropologiske Foretagende (https://www.antro.nu/) er blevet projektledere. (Læs detaljerne om projektet her: KU.BE skal sikre kultur til udsatte unge - for 2,65 mio. kr).
I øjeblikket er Jens (antropolog og direktør) og Thomas (antropolog og projektelder) i gang med at starte de første aktiviteter op i KU.BE i samarbejde med Idrætsprojektet og FFB (Frederiksbergs Forenede Boligselskaber) – og opbygge nogle relationer til de unge, der er i området.
”Vores opgave er at finde ud af, hvorfor visse unge fra området ikke er en del af livet i KU.BE nu, og hvordan de kan blive det”, siger Jens. ”Og derefter skal vi finde ud af, hvordan vi bedst muligt skaber konstruktive fællesskaber mellem forskellige grupper i KU.BE fremover, og hvordan disse erfaringer kan spredes til andre kulturhuse i Danmark”.
Det Antropologiske Foretagende arbejder med at forstå de unges livsverden ved at være til stede der, hvor deres liv leves - og har arbejdet med projekter i flere lande med fokus på idræt.
Jens (til venstre på billedet) har f.eks. undersøgt, hvordan unge fra en minoritetsgruppe på Mauritius bruger sport som en form for social mobilitet. Og sidste år var Det Antropologiske Foretagende på feltarbejde i Cirkus Summarum for at undersøge, hvordan børn og forældre bruger og opfatter det populære univers - og hvilke rum kulturelle begivenheder som Cirkus Summarum kan skabe.
De første synlige aktiviteter, som kommer til at foregå i KU.BE i forbindelse med ”På kanten af Kulturen”-projektet, er visningerne af VM i fodbold på storskærm i KU.BE, som indledes med halvanden times åben træning for unge med Idrætsprojektet.
”Vi har allerede fået et godt indblik i, hvor specielt et sted KU.BE er, både i forhold til indretning og i forhold til hvilken type vilde aktiviteter, der kan finde sted i sådan et hus”, siger Thomas,
”Vi glæder os til at lære stedet og de faste brugere endnu bedre at kende”.