Der er nyt liv i Tanke - vores rolige oase på 2. sal i KU.BE.
Her er plads til fordybelse, læsning, studiegrupper, kreative workshops og rolige fælles aktiviteter - og til dig, der vil sidde og læse eller arbejde i behagelige rammer. Kort sagt et rum, hvor man kan trække sig tilbage med noget kreativt og roligt i et livligt hus.
Tanke har fået en fast silentbio, hvor der vises film i travle weekender. Tanke lægger desuden rammer om masser af kreative workshops (ofte drop-in), fx de populære tilbagevendende cyanotypi-workshops, hvor man kan lære at lave tryk af planter med UV-lys (se foto).
Tanke kommer også til at huse mange af de aktiviteter, vi tilbyder for skolebørn og deres forældre i KU.BE i sommerferien (sammen med Byhaven).
Fra bibliotek til bogbytte
Tanke rummede tidligere en filial af Frederiksberg Bibliotek.
Der er stadig bøger i lokalet, men nu på bogbyttereoler, som er fyldt med bøger i alle genrer for både børn og voksne. Har du bøger liggende, du er færdig med? Så tag dem med og stil dem på en af vores bogbyttereoler - så kan andre få glæde af dem. Og hvis du finder en spændende bog i samlingen, som er ny for dig, så er du velkommen til at tage den med hjem.
Som besøgende i KU.BE er du selvfølgelig også altid velkommen til at læse i bogbytte-bøgerne, mens du er i huset.