Hvordan ser kontemporære folkelege ud for børn, der er omgivet af smartphones, hoverboards, sociale medier, projektorer og lignende moderne teknologi? Det er et af de centrale spørgsmål, der undersøges, når fem 8. klasser på Frederiksberg inviteres til et innovations- og bevægelsesforløb i KU.BE.
Forløbet er baseret på innovationsmetoder inden for spil og interaktion og inviterer eleverne med på en undersøgelse af kontemporære legemuligheder med udgangspunkt i den danske legetradition og gamle folkelege, som strækker sig helt tilbage til vikingerne
I trygge, kreative rammer kastes eleverne ud i en kunstnerisk udviklingsproces, hvor deres nysgerrighed og ønske om at udtrykke sig står i centrum. Eleverne arbejder sig frem mod spilbare prototyper, der fanger dette unikke rum mellem gamle folkelege og nye kommunikations- og udtryksmåder.
Forløbet er gratis og finansieret af KU.BE og Statens Kunstfond. Det er udviklet af interaktionskunstner, Jakob La Cour, som du kan læse mere om på http://jakoblacour.com.
Er du nysggerrig på forløbet, er du velkommen til at stikke hovedet forbi. Forløbet foregår d. 27. og 29. marts og d. 3. og 4. april i KU.BE.