Herligt projekt undersøger mellemrummets betydning i KU.BE
Vores kulturhus' helt særlige arkitektur har dannet baggrund for et herligt projekt, der undersøger mellemrummets betydning i arkitekturen.

Kom og leg med KU.BEs arkitektur!

Vores kulturhus' helt særlige arkitektur har dannet baggrund for et herligt projekt udviklet af den lokale tegnestue All About A sammen med to skoleklasser fra Kaptajn Johnsens skole. 

Skoleklasserne har undersøgt 'mellemrummets' betydning og muligheder i arkitekturen - med KU.BE som udgangspunkt. KU.BE er nemlig fyldt med mellemrum: Husets overordnede arkitektoniske idé består af seks forskellige fysiske zoner, hvor overgangen mellem de enkelte zoner danner mellemrum (med plads til leg, bevægelse og udfoldelse). Et 'mellemrum' er samtidig ofte det sted, børn holder af at udforske – og gerne på egen hånd. 

Hvad er et mellemrum? - har børnene undersøgt. En passage, et glemt sted, en sprække, et smuthul, en overgang, et gemmested, en tænkepause, eller noget helt ottende? Og hvad betyder mellemrummet for os som mennesker (både fysisk og mentalt), og hvilke muligheder kan mellemrummet tilbyde børn i byen? 

Alt deres arbejde er nu samlet i et arkitektur-kit udviklet specielt til KU.BE, hvor I selv kan gå på opdagelse i KU.BEs arkitektur på alle etager. Huset har også fået en helt ny væggrafik i stueetagen, der henvender sig til alle husets brugere i alle aldre, som nu kan opleve og reflektere over husets arkitektur på en ny måde.
 

Kom og oplev det hele selv
- Kom og se den nye arkitekturvæg, mød All About A og prøv det nye arkitektur-kit mandag den 30. juni kl. 14-16!
- Gå på jagt efter syv spændende udsigtspunkter i huset, leg arkitekturlege - eller byg dit eget KU.BE-design.
- Arrangementet er åbent for ALLE - og er samtidig startskuddet på vores sommerferieprogram, hvor vi har spændende aktiviteter for skolebørn i huset hver dag


Formålet med arkitekturprojektet
Formålet med projektet har været give børn en forståelse for det byggede miljø i og omkring kulturhuset KU.BE, og derigennem åbne deres øjne for samspillet mellem arkitektur, menneske og muligheder. 

Børnene har både arbejdet med eksperimenterende kunstneriske øvelser samt foto, skitsering, grafik og modelbyggeri. Undervejs i processen er børnene blevet introduceret til klassiske arkitektur-begreber som fx stedsans, skala, funktion, form, farve, materiale og brugere.