Film og koncert for unge!

CPH:DOX viser i samarbejde med KU.BE to korte dokumentarfilm til unge i alderen 13-17 år. Filmene handler om unge mennesker, der spiller musik, men tematiserer i lige så høj grad de udfordringer, der ligger i at blive voksen og tage del i samfundet omkring sig.

Efter visningen vil der være et oplæg om sårbare unge og kreativitet ved Zainab Nasrati fra non-profit organisationen Ordskælv, som stabler kunstneriske projekter på benene, der giver unge mennesker en professionel platform, hvor de kan udfolde sig kreativt. Desuden er der gratis koncert med unge musikere fra Musikhøjskolen på Frederiksberg.

Program

  • Kl. 15.00-16.30: Film og oplæg
  • Kl. 17.00-18.00: Koncert med unge musikere fra Musikhøjskolen

Rocknrollers
De tre bedste venner, Sia, Bas og Vince, bruger det meste af deres tid på at spille plader og på at øve med deres fælles band til de næste gigs. Drengene har nemlig startet et psykedelisk blues-rockband under navnet Morganas Illusion.

Men alt er ikke musik og glade dage. Drengene står lige på tærsklen fra barn til voksen, og livet som teenager er derfor også præget af følelsesmæssige op- og nedture, ikke mindst da bandets forsanger, Sia, bliver ramt af en depression.

"Rocknrollers" er en rørende coming-of-age-fortælling om fællesskab, depression, venskabets stærke bånd og musikkens helende kraft.

Se trailer: https://vimeo.com/190843730

Daughters of Reykjavik
Daughters of Reykjavik er en hårdtslående, islandske rapgruppe, bestående af 15 unge, energiske kvinder. I filmen af samme navn dykker vi ned i historien bag gruppens tilblivelse - hvad det var pigerne ville gøre oprør mod gennem musikken - og får et indblik i livet som ung, kvindelig rapper med et ønske om at blive hørt i et samfund, hvor netop unge og især piger ofte bliver både overset og overhørt.

I filmen kommer vi tæt på især to af bandmedlemmerne og får et ærligt indblik i, hvordan det er at være ung i et samfund, hvor der ingenting sker - men også hvordan kedsomhed og lediggang kan være kilden til kunst.

Filmen berører temaer som ungdom, feminisme, depression og identitet, særligt i forhold til livet i det kolde, mørke islandske nord.

Se trailer: https://vimeo.com/202811640

Type
Film
Målgruppe
Unge
(13-17 år)
Dato og Tidspunkt
Søndag 19. marts 2017Kl. 15:00 til 16:30
Søndag 19. marts 2017Kl. 18:00 til 19:00
Sted
Performancesalen
Pris
25 kr.