Nu kan borgere i Frederiksberg Kommune afhente de grønne bioposer til sortering af madaffald lige her i KU.BE.
Før skulle man hente nye bioposer på Rådhuset. Her hos os står bioposerne og kurvene nede ved vores opslagstavle i stueetagen (se billedet til højre) - i hjørnet ved klatrevæggen (til højre for toiletgangen).
Nye poser kan også hentes hos Borgerservice på Rådhuset samt på Bispeengen Genbrugsstation. Bor du i villa, kan du også få nye bioposer ved at binde en pose på håndtaget af din madaffaldsbeholder. Bor du i etageejendom, skal du kontakte den ansvarlige for madaffald, som kan bestille poser til ejendommen på Mit Affald.
Sådan sorterer du dit madaffald
Husk, at madaffald altid skal i de udleverede grønne bioposer, og at du skal binde knude på dem for at minimere lugtgenerne. Er dit madaffald meget vådt, kan det være en god idé at bruge to poser.
Det skal du komme i din grønne køkkenspand
Madaffald – råt og tilberedt
Ris, pasta og morgenmadsprodukter
Kød, fisk, ben og knogler
Brød og kager
Frugt og grøntsager
Sovs og fedt
Pålæg
Æg og æggeskaller
Nødder og nøddeskaller
Kaffegrums og kaffefiltre
Teblade og tefiltre
Brugt køkkenrulle
Afskårne blomster
Det skal du ikke komme i din grønne køkkenspand
Jord
Dyrestrøelse (fx kattegrus og halm fra kaniner)
Madaffald i emballage
Potteplanter
Hvad sker der med madaffaldet?
Det sorterede madaffald samles ind og transporteres til et forbehandlingsanlæg. Her renses og moses madaffaldet til pulp, en slags flydende grød. Pulpen samles i en tank, hvor biogassen stiger til vejrs og kan indkapsles. Biogassen bruges til produktion af varme, el og drivmidler. Resten af pulpen bliver til gødning, som bruges på markerne. Gødningen indeholder vigtige næringsstoffer, som nu er tilbage i naturens kredsløb.