Filmvisning med efterfølgende talk af instruktør Eva Marie Rødbro.

Betty er ung mor som kæmper for at holde sammen på tilværelsen og passe på sine to børn. Hun lever en tilværelse præget af stoffer og fattigdom i samfundets periferi, nærmere bestemt i et hus med ti andre voksne i Colorado Springs i det sydvestlige USA. Med et fordomsfrit, kærligt og poetisk blik skildrer filmen udfordringerne for den lille familie: Pengeproblemer, moderskab og afhængighed – og en far, der må i fængsel for narkobesiddelse. Filmen er et alvorligt og stille socialrealistisk portræt, der kommer helt tæt på en samfundsgruppe, der ofte bliver overset. Vi får et indblik i Bettys relation til sine to børn; hun elsker dem og ønsker dem det bedste, men har svært ved at give dem det.

Vi møder også Bettys ældste datter, Jade, der har et ukueligt, nysgerrigt perspektiv på verden. Den visuelle fremstilling af hendes børneverden med My Little Ponies og spøgelser står i kontrast til denne barske virkelighed, hvor børnene ofte er overladt til sig selv.

Læs her hvad Soundvenue skrev om filmen https://soundvenue.com/film/2020/03/i-love-you-i-miss-you-i-hope-i-see-you-before-i-die-dansk-dokumentartalent-har-begaaet-et-intimt-og-filterloest-portraet-401708

Aftenens oplægsholder: Eva Marie Rødbro
Eva Marie Rødbro (hun/hende) er både uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole og fotograf fra det hollandske kunstakademi, Gerrit Rietveld Academie. I 2021 modtog hun ‘Kathrine Windfelds Ligestillingspris’ for sine dokumentariske skildringer af kvindeliv, der ofte overses i samfundet.

Det er tydeligt i Rødbros film, at hun engagerer sig i de mennesker, hun arbejder med; det ser vi i blandt andet “Prinsesser fra blokken”(2016)  og “Efterskolen”(2021). Aftenens dokumentar, ‘I Love You I Miss You I Hope To See You Before I Die’, er hendes debut-featuredokumentar. Filmen er blevet til på baggrund af et unikt langvarigt venskab mellem hovedkarakteren Betty og Eva Marie Rødbro. Efter filmvisningen vil Rødbro give os indblik i sin erfaring med at balancere intime relationer på en respektfuld måde i skabelsen af en film, der skildrer en familie på kanten af samfundet.

Program:
19.00-19.10: Præsentation af GLIMT & aftenens film
19.10-20.25: Filmvisning
20.25-20:45: Pause
20:45-21.15: Oplæg med Eva og dialog

Fotokredit: Troels Rasmus Jensen

Type
Film
Dato og Tidspunkt
Onsdag 06. april 2022Kl. 19:00 til 20:45
Sted
Performance
Pris
Standard: 80.- (ex. gebyr), Studerende: 55.- (ex. gebyr)