Hvilke konsekvenser får den globale opvarmning? Hvordan afbøder vi dem? Hvordan tilpasser vi os? Hør svarene fra én af forfatterne af FN’s klimarapporter, som også vil forklare vigtige atmosfæreprocesser og dele af videnskaben bag rapporternes resultater.
FN's klimapanel udgiver løbende klimarapporter som viser, med større og større detalje, hvad vi ved om de igangværende klimaændringer, deres konsekvenser og hvad fremtiden vil byde på. Jens Hesselbjerg Christensen, har været hovedforfatter på flere kapitler om regionale klimaændringer i FN's klimapanels rapporter.
Foredraget vil kredse om den videnskab, der ligger til grund for rapporternes resultater og konklusioner.
Der vil blive stillet skarpt på de videnskabelige landvindinger, der har gjort, at klimapanelet nu er i stand til med stor sikkerhed at sige, at de seneste års globale opvarmning er menneskeskabt. Ligeledes at ændringer i nedbørsmønstre, såvel som tilbagetrækning af gletsjere og havis, samt øget afsmeltning fra Grønland og senest Antarktis også skyldes vores udledning af drivhusgasser.
Vi vil desuden høre om, at man nu også kan sige, at ekstremvejrsbegivenheder med stor sandsynlighed ikke kunne forekomme uden denne menneskelige påvirkning.
Undervejs i foredraget bliver vigtige atmosfæreprocesser og mekanismer forklaret, så alle kan være med, og du går du hjem med en bedre forståelse af klimaet som system - og hvilke usikkerheder, forskerne fortsat kæmper med.
Foredraget livestreames til vores Performancesal i KU.BE. Der kan købes drikkevarer i baren.