Sådan foregår koncerter og foredrag i KU.BE med de nuværende restriktioner
Så er vores døre åbne for publikum igen! Her gennemgår vi, hvilke ting der (midlertidigt) er lidt anderledes end vanligt.

Arrangementerne i KU.BE bliver det næste stykke tid afviklet i nogle lidt andre formater end vi plejer som følge af Covid-19-restriktionerne.


Siddende publikum
Alle arrangementer bliver indtil videre for et siddende publikum, så vi kan imødekomme de kvadratmeter- og afstandskrav, vi som kulturhus skal efterleve - (indtil nye retningslinjer kommer).

Vi overholder gældende retningslinjer på 1 meters afstand mellem sæderne. Der er mulighed for placering med 2 meter, hvis du er særligt udsat for et alvorligt forløb med Covid-19. Meddel gerne dette ved billetkøb.  

På nuværende tidspunkt og med de gældende restriktioner har vi plads til 100 personer i Performancesalen. Dette er inkl. alle optrædende, teknikere, personale, arrangører, osv.
 

Når du ankommer til KU.BE
Du vil blive billetteret ved hovedindgangen i stueplanet - og al kø hertil vil foregå udendørs. 

Husk, at du skal fremvise coronapas eller en negativ test (PCR-test eller en lyntest) samt gyldigt ID. Testen må ikke være ældre end 72 timer. Bonusinfo: Vi har et kviktest-center liggende lige ved siden af KU.BE.

Vi anbefaler, du kommer i god tid og har dine billetter klar, så vi kan minimere kødannelse.


Hvis I er en gruppe, der skal sidde sammen
Der er unummererede siddepladser til alle arrangementer.

Når I har fået scannet jeres billetter, vil I blive mødt af en seater, som vil anvise dig og dit selskab siddepladser. Gå derfor ikke ind i salen på egen hånd, og respektér personalets anvisning.

Selvom der er andre ledige pladser i salen, skal I forblive på de anviste pladser under hele arrangementet. Dette er for at sikre sikker afstand mellem vores gæster. Når I er blevet tildelt pladser, vil det desværre ikke være muligt at tilføje flere gæster til selskabet – så vil I sidde sammen, så sørg for at ankomme sammen eller meddele seateren om senere tilføjelser til selskabet ved ankomst.
 

Ingen garderobe
For at minimere enhver risiko for smitte, vil garderoben være lukket. Sørg derfor gerne for at lade store jakker og tasker blive derhjemme (eller i bilen).


Under arrangementet
Alle arrangementer er siddende, og der er krav om mundbind/visir, når man bevæger sig rundt i huset. Vi henstiller til, at al unødig færden begrænses.

Det er tilladt at gå i baren og på toilettet under hele dit besøg i KU.BE.

Det er ikke tilladt at tage ophold i indgangsområdet eller baren. Når du har købt dine drikkevarer, bedes du gå direkte tilbage til din plads. Det samme gælder toiletbesøg. Følg ensretningen, som vil fremgå af skiltning. Seaterne vil hjælpe til med at sikre, at der kun er det tilladte antal publikummer i barområdet og på toilettet ad gangen.


Trygt arrangement for alle
Vi gennemfører vores arrangementer efter myndighedernes anvisninger for at give en tryg oplevelse for alle publikummer, optrædende og ansatte. Vi sørger selvfølgelig for grundig rengøring før, under og efter koncerterne. Der vil være håndsprit til rådighed rundt omkring i KU.BE, og der er god mulighed for at vaske hænder på toiletterne.

Vi beder ligeledes alle publikummer om at tage hensyn til øvrige koncertgæster ved at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, særligt at holde god afstand og sørge for god håndhygiejne. Hertil beder vi om, at man hoster og nyser i ærmet samt begrænser råb og sang.

Vi er rigtig godt forberedt og klar til at tage godt imod jer. Vi håber også på jeres forståelse og tålmodighed, da nogle ting måske vil tage lidt længere tid end de plejer.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer.