Gik du glip af Lyra Valenzas koncert live fra KU.BE? Så er der repremiere!

Den eksperimenterende elektroniske duo Lyra Valenza gav koncert i KU.BE den 27. februar kl. 20 via livestream. Genoplev koncerten lørdag den 3. april kl. 20! - på vores youtube-kanal (og på facebook). 

Om Lyra Valenza
Lyra Valenza, som består af Jens Konrad og Hjalte, udgav deres første plade i 2017. På deres nyeste, 'Nightshade Edition', leger de med energiske dansegenrer som jungle, grime og UK garage.


Det hele skulle stikke af i 2020
Det forgangne år skulle have været et stort år for Lyra Valenza fyldt med festivaljobs over hele Europa.

”2020 skulle have været vores år, hvor det hele skulle stikke af”, siger Hjalte. ”Men det blev hurtigt punkteret.”

Duoen var blevet udvalgt til at være en del af Shape – en EU-støttet kulturorganisation, der hvert år giver 48 håndplukkede, upcoming elektroniske musikere et boost til deres karriere gennem et samarbejde med en lang række europæiske festivaler og spillesteder. Lyra Valenza kunne derfor se frem til en masse spillejobs året igennem. Men duoen nåede kun at spille den første koncert i rækken på festivalen MoFo i Paris i januar 2020. Resten af de planlagte spillejobs, fra Les siestes électroniques i Toulouse til Slagwerk i Bruxelles, blev aflyst.

”MoFo i Paris var sindssygt fedt”, siger Jens Konrad. ”Og så tænkte vi ’shit mand, der er tyve af den her slags arrangementer linet op i år. Hvis vi bare kommer på tre af dem, bliver det helt fantastisk’.”

”Det var en af vores bedste koncerter nogensinde,” supplerer Hjalte. ”Der var fuldt hus og helt tætpakket, og publikum var virkelig med, og ekstremt åbent. Et af dogmerne for vores projekt har fra starten været, at der hele tiden skal være et eller andet i musikken, der overrasker. Og det går ikke så godt i spænd med den lidt monotone techno, som virkelig har trendet i København, og som kører på samme dynamiske niveau hele vejen igennem. Hvis man blander det med noget nyt og skifter over i noget break… Det er der mange, der står af på. Især i København, hvor de fleste helst vil have det, de regner med.”

”Vi har ofte været ude at spille som en del af en technoscene, hvor vi ikke rigtig passer ind”, siger Jens Konrad. ”De fire slag i gulvet hele tiden er selvfølgelig også fedt, men det tiltaler os ikke så meget. Vi er sgu lidt genre-klaustrofobiske. Vi skal hele tiden videre. Det skal vi også i vores livesets. Vi kan ikke holde ud at køre det samme beat i mere end fem minutter.”


Hvordan bliver streamingkoncerten anderledes fra deres normale livekoncerter?
”Vi sætter altid vores livesæts op, så vi kan feede på energien fra crowden. Men vi har ikke behov for at lave et benhårdt sæt til gulvet over en stream”, siger Jens Konrad, og fortsætter:

”Vi kan have lidt mere gear med til den her koncert, fordi vi ikke skal ud at flyve, så vi tager flere synthesizers med, og en guitar. Det starter nok i den ambiente og eksperimenterende afdeling. Og så udfordrer vi os selv ved at gå en lidt anden vej end vanligt.”

Lyra Valenza udgav deres debutplade ‘Synkronudspring I Tomt Bassin’, på deres eget pladeselskab – Petrola 80 - i 2017. Deres næste plade, ‘Scan, Deliver’ blev udgivet på pladeselskabet Opal Tapes i 2018. Deres nyeste album, ‘Nightshade Edition’, er udgivet på Petrola 80. Duoen arbejder i øjeblikket på deres næste udgivelse, hvor de endnu en gang, på vanligt eksperimenterende vis, skifter tempo og kører i en helt ny retning.

Koncerten med Lyra Valenza var oprindeligt en del af Vinterjazz-programmet. Alle livekoncerter blev aflyst, men Lyra Valenzas genopstod som en streaming-koncert direkte fra KU.BE. 

Mere Lyra Valenza:
https://www.facebook.com/lyravalenza/
https://soundcloud.com/lyravalenza
https://www.instagram.com/lyravalenza/

Type
Koncert
Dato og Tidspunkt
Lørdag 03. april 2021Kl. 20:00 til 20:45
Lyra Valenza - teaser for lørdag den 3. april kl.20