KU.BE lægger rammer om alt fra yoga og tango til parkour og udendørs elektroniske koncerter. Alt i huset, fra biblioteket til løbebanen, er skabt til at sætte dine tanker i bevægelse.

Du har sikkert prøvet det selv: Hvis du vil have nye ideer, hjælper det at køre en ny vej hjem fra arbejde. Vupti! - så får du en ny tanke, fordi du har ændret, hvordan du bevæger dig.

I kultur- og bevægelseshuset KU.BE er der masser af muligheder for at tage en anden vej end den sædvanlige. Fra første- til anden-salen kan du droppe de almindelige trapper og i stedet klatre op gennem den labyrintiske musetrappe på væggen. Når du vil ned igen, kan du hoppe ind i et hul i væggen på førstesalen og suse hele vejen ned i cafeen på stueetagen gennem et rutsjebanerør, der strækker sig gennem rummet i et stort, forkromet sving. Det tager fire sekunder og giver et garanteret boost til tankestrømmen.

De fleste, der lander i den sorte pude under rutsjebanens munding, er glade børn. Men alle bevægelsesfaciliteterne i huset, fra det svævende klatrenet på anden sal til den ikoniske klatrebakke i stueetagen, er også skabt til voksne.

”Vi vil gerne have folk til at bevæge sig på nye måder”, siger Christian Rottbøll, som er leder i KU.BE.

”Både KU.BEs arkitektur og mange af vores arrangementer og aktiviteter handler om at nedbryde grænserne mellem kultur og bevægelse. Huset er bygget på en måde, der hele tiden giver dig en fornemmelse af, hvad der foregår i rummet ved siden af og på de andre etager. Det kan være, du er kommet ind i KU.BE for at høre en rockkoncert, men bliver inspireret af at se tangodanserne i Zen-salen eller får ideer til din nye hobby ved at gå forbi parkour-holdet, som træner i Byhaven. Arkitekturen skaber en nysgerrighed for hinandens områder”, siger han.

Ligesom arkitekturen, som er fyldt med glasflader og skæve vinkler, kobler mange af arrangementerne i KU.BE nye formater sammen. På husets åbningsdag kunne publikum slumre ind på bløde madrasser til en otte timers sovekoncert i Zen-salen, omsvøbt af den elektroniske musiker Thomas Knaks kompositioner. Fællesspisninger kombineres med oplæsning af litteratur. Der er åbne, ugentlige undervisningstimer i både rulleskøjtedans, sport stacking og parkour. Og i Byhaven udenfor, hvor der både er skateboardbane på basketballbanen og trampoliner i græsset, kan hele området omdannes til en chillout-koncert, hvor publikum sidder overalt i det bakkede landskab og nyder musikken. Som det skete under den årlige Strøm Festival, hvor musikken var en hybrid mellem soul, hiphop, grime og jazz.

På en almindelig uge i efterårssæsonen er der 7000 gæster igennem det farvestrålende kulturhus, som er tegnet af den danske arkitektvirksomhed ADEPT og hollandske MVRDV. KU.BE åbnede i efteråret 2016 som en del af et kvarterløft i området omkring Flintholm Station. Og der er en mangfoldighed i beboersammensætningen omkring bygningen, som afspejles indendørs, hvor der både er baby-yoga for de unge familier og herregymnastik arrangeret af Ældresagen på en almindelig fredag i Zen-salen.

KU.BE er både et forsamlingshus for lokalområdet og et sted med åbne døre for idérige folk fra hele byen. Vil du bygge en forhindringsbane til droneflyvning eller lære andre at danse på rulleskøjter til god musik? Dørene er åbne for dine ideer. Især hvis du har taget en idé-boostende tur i rutsjebanen først.

Foto: ADEPT/Adam Mørk

KU.BE
Dirch Passers Allé 4
2000 Frederiksberg
www.kube.frederiksberg.dk
Man-fre 09-21, lør 10-20, søn 10-15
Facebook: @KUBE.Frederiksberg
Instagram: @kube.frb