Ny fotoudstilling i KU.BE, der går tæt på parforhold, som er slut.

Det skal handle om kærlighed, parforhold og fotokunst den 8. november, når dørene åbnes til udstillingen Thank An Ex.

I projektet Thank An Ex undersøger May Hagedorn sammen med 4 ekskærester, hvad der sker med kærligheden, når parforholdet er slut. De dygtige fotografer Ole Overgaard, Claus Hassing og Jakob Boie har taget billederne, der tilsammen er blevet til en smuk, provokerende og livsbekræftende fotoudstilling. 

Udstillingen vil kunne ses  i KU.BE fra den 8. november til den 20. december 2019. 

Thank An Ex
Thank An Ex er en fotoudstilling med et indbygget eksperiment.

May Hagedorn er relationsrådgiver og sexolog, og i projektet her bruger hun forholdet til sine egne ekskærester som kulisse til sit kunstneriske kærlighedseksperiment. Hvordan er det at mødes med en tidligere kæreste? Hvilke følelser vækker det, hvordan reagerer kroppen og sindet på igen at være tæt på en person, man har elsket? 

Ud fra sin egen oplevelse med projektet, har May udviklet et eksperiment publikum selv kan forsøge sig med. Eksperimentet skal gerne få publikum til at se deres egne tidligere relationer i et anderledes lys.

Find det her: ThankAnEx's facebookside: fb.me/ThankAnEx og på Mays hjemmeside: https://www.mayhagedorn.com/read-me#


May Hagedorn vil gerne aktivere sit publikum: 

"Jeg vil gerne skubbe til folks oplevelse af deres egne eks-forhold. Derfor inviterer jeg dem til at lave et eksperiment med mig. Jeg håber at det sætter tankerne igang, og jeg tror på at denne simple øvelse for flere kan give en ro og en frihed."

Projektet er fotograferet af de tre fotografer Ole Overgaard, Claus Hassing og Jakob Boie. Der er fire smukke sort/hvid-serier, der hver fortæller en historie om to mennesker og deres kærlighedsrelation. Relationerne er autentiske, idet deltagerne er Mays rigtige ekskærester, der har indvilget i at være en del af projektet.  

May Hagedorn er 33 år, er vokset op på Frederiksberg, og bor idag med sin kæreste og datter. Hun er til dagligt sexolog og Gyn./Obs. fysioterapeut på en gynækologisk klinik i Hvidovre, og selvstændig sexolog og relationsrådgiver. 


Koncept og idé: Relationsrådgiver og sexolog May Hagedorn 
Fotografer: Ole Overgaard, Claus Hassing, Jakob Boie 
Medvirkende: Christian Døsing Sørensen, Bror Bech-Jessen, Christian Rykov, Guillaume Knudsen De Guy og May Hagedorn 
Sponsor: Illux

Type
Udstilling