Popcorn, film og hygge 6 torsdage i din sommerferie!

Endnu et år byder vi velkommen i KUBEs sommerbio, hvor vi hver torsdag hiver popcornmaskinen frem og viser film i børnehøjde i vores lille silent-biograf. Vi viser film fra nær og fjern – hver gang med én til de helt små og én til de lidt større. Men vi lover, at alle film kilder i maven og giver gode grin!

Biografen er indrettet med høretelefoner, så lyden er krystalklar - selv for dem med krudt i røven! Så tag mor, far, bedstemor, fætter eller ven under armen og kom til filmhygge i vores bløde biografhjørne i Tanke på 2 sal. Der er gratis adgang, god stemning og måske endda en ekstra håndfuld popcorn. Vi glæder os til at se film med jer!

Om dagens film:

Kl. 11 CIRKELINE - STORBYENS MUS 

Cirkeline er en lille pige, der bor i en tændstikæske på tegnerens bord. Cirkeline og hendes musevenner, Frederik og Ingolf, skal flytte til byen. Det bliver en stor forandring for Cirkeline og musene - på godt og ondt. Storbyen er nemlig fuld af farer, men også fuld af søde, sjove og frække legekammerater. Både Sidse, der har en pirat i familien, og musen Hassan, som introducerer den madglade Ingolf for fetaost og mavedans.

Aldersgrænse: Tilladt for alle

Kl. 14.30 PONYO PÅ KLIPPEN VED HAVET 

Filmen handler om en ung dreng, Sōsuke, der bliver ven med en mærkeligt udseende guldfisk, som han kalder Ponyo. Ponyos største ønske er at leve blandt menneskene med den dreng, hun holder af. Men havets kræfter gør deres for at holde hende fra landjorden. Som om det ikke var nok, sætter Ponyos selvrådighed en gammel forbandelse fri - og pludselig er hele verden i fare. Ponyo trækker tråde til HC Andersens ‘Den lille havfrue’, men er alligevel helt sin egen.

Aldersgrænse: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

 

Sommerbio-program

  • 9/7 Cirkeline- Storbyens mus & Ponyo på klippen ved havet 
  • 16/7 Dounia og prinsessen fra Aleppo & Børnene i Sølvgade 
  • 23/7 Busters verden & Sirocco og vindenes verden 
  • 30/7 Den utrolige historie om den kæmpestore pære & Sangen fra Havet 
  • 6/8 Kiki den lille heks & Flow

Vi følger de officielle anbefalinger i forhold til aldersbegrænsning, men det er op til forældrene selv at afgøre, om filmen er passende for jeres børn. Der kan selvfølgelig være forskel fra barn til barn, og derfor anbefaler vi, at man som forælder er opmærksom på, hvilke film som bliver vist de forskellige dage.

Institutioner kan møde op og deltage uden at aftale det på forhånd. Dog skal i booke hvis i ønsker at være i KU.BE udover filmen. 

Type
Uden tilmelding
Dato og Tidspunkt
Onsdag 09. juli 2025Kl. 11:00
Onsdag 09. juli 2025Kl. 14:30
Sted
Tankerummet
Pris
Fri entré