Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder. Hør om organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk - ved Ronnie N. Glud og Bo Barker Jørgensen.

Vigtigt: Dette foredrag i rækken af Naturvidenskabelige Foredrag foregår i Tanke fremfor i Performancesalen, så der er færre pladser end vanligt.

Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk samt om bakterier i havbunden, der tager tusinder af år om at dele sig, og som er afgørende for livsforholdene på Jorden.

Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal og det meste er uudforsket. Dels er det meget vanskeligt at fortage målinger og indsamle materiale på havets største dybder, dels har man tidligere fejlagtigt troet at processerne i dybhavet ikke er vigtige for livsforholdene på Jorden.

De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes 'den hadale zone' – efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter bl.a. 27 enorme grave der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes, geologisk ustabile, rand – der hvor havbundsplader og kontinentalplader støder sammen.

Den nyeste forskning viser overraskende, at disse grave er ”oaser” for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj, og man opdager hele tiden ukendte organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr, der kan operere under det ekstreme tryk, er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.

Under havbundens overflade i dybhavet lever der ingen dyr – det er mikroorganismernes verden. De lever af døde alger og dyr fra vandsøjlen hvis organiske rester begraves dybt ned i havbunden. Det organiske stof slipper aldrig op, men efter millioner af år omsættes det ekstremt langsomt. Livet foregår her i slowmotion hvor bakterierne har generationstider op til tusinder af år. Selv om der til sidst kun er en lille brøkdel af det begravede organiske materiale tilbage, er denne rest en forudsætning for at der er ilt i atmosfæren så vi og andre dyr kan ånde.

På ekspeditioner med skibe studerer forskerne livet på store dybder med lange bor som kan tage prøver mange hundrede meter nede i havbunden. Selv en kilometer nede i havbunden i den japanske Nankai Grav, hvor temperaturen når over 100°C, trives spændende samfund af mikroorganismer. I den danske havbund i Østersøen har en videnskabelig boreekspedition fundet rige bakteriesamfund, som har levet her siden istiden.

 

Om foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab. 

  • Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet til biografer, biblioteker, kulturhuse og forsamlingshuse i en lang række byer i Danmark og udlandet.
     
  • Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut, hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt af publikum under foredraget via SMS og X. 
     
  • Det er forskere, som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.
     
  • Foredragsserien arrangeres af fakultetet Natural Sciences, Aarhus Universitet med støtte fra Carlsbergfondet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer.
Type
Livestream fra Aarhus Universitet
Dato og Tidspunkt
Tirsdag 29. april 2025Kl. 19:00 til 21:00
Sted
Tanke
Pris
Fri entré