Tag et par silent-høretelefoner på og få adgang til tre forskellige silent-oplevelser rundt på etagerne i KU.BE: Tag på en virtuel tur til frisør, spil bluetooth-bold og lav et beat, og flyd med afsted på lydrejse, hvor du selv er med til at skabe musik med ny teknologi og instrumenter. Det hele er en leg med lyd og sanser!
The Social serverer aftensmad fra kl. 17. Tag plads ved hyggelige langborde og nyd efterårsmad, lækker vin og øl fra To Øl.
Klatr og rutsj på fire etager med bevægelsesinstallationer hele aftenen.
Bliv klippet i Silent Salon Cetera (Performance)
Få dig en virtuel tur i klippestolen, når Silent Salon Cetera svinger 3D-saksen og giver dig en "lyd-frisure" i Performancesalen. Gennem høretelefonerne vil du få oplevelsen af at sidde i en frisørsalon bestyret af Luigi og Manuel, der sammen skaber en lyd-illusion, som kaldes Cetera. Det vil føles, som om de går rundt om dig og klipper dit hår! Oplevelsen tager ca. 10 min.
Anbefalet minimumsalder: Der tales engelsk i den virtuelle frisørsalon, men lydoplevelsen er sjov for alle.
Spil bold med et beat (PULS)
Træd ind i en pulserende verden, hvor boldspil og rytme fusionerer til beatet i dine øregange. Vi kaster bluetooth-bolde, der genererer beats og påvirker hele rummet med lys og lyd og giver dig lyst til at danse. Både børn og voksne kan være med til at spille eller bare groove med fra sidelinjen.
Anbefalet minimumsalder: Alle, der kan kaste en bold.
Tag på lydrejse med Sensory Jam Space (ZEN 1)
En oplevelse, der giver dig lov til at tømme hovedet for tanker og flyde ud i et smukt univers af lyd. Oplev, mærk og fordyb dig i lyd sammen med dine medrejsende kultunauter, når I sammen tager på en sanselig rejse ud i et univers af lyde, instrumenter og teknologi. Lydrejsen foregår i vores smukke Zen-sal på toppen af KU.BE, mens skumringen skruer lyset langsomt ned uden for de store vinduer. Træd ind i et rumskib af farver, lyd og lys, der konstant ændrer sig. Deltag eller vær tilskuer. I kan selv være med til at skabe lydene: Benjamin fra The Vesica Project (billedet) vil guide dig og give dig muligheden for at skabe og opleve lyd på helt nye måder med sin specielle mikrofon og sit farverige setup.
Anbefalet minimumsalder: 6+
Sæt dig til bords med en efterårsklassiker
The Social holder åbent for spisning fra kl. 17, så du kan sætte dig til bords allerede inden Kulturnatten starter og bestille fra vores normale menukort. I anledning af Kulturnatten præsenterer vi yderligere en ret, som vi synes passer godt til efteråret, hvor græskarret indtager en hyggelig og magisk rolle for børn og voksne.
Græskarsuppe med puffet vilde ris/syrnet fløde/dukkah. (Voksne: 125,- pr. person / børn: 95,-)
Græskarret er økologisk håndhøstet på Stensbøllegård af Kirsten og hendes gode folk.