Du kender sikkert allerede de populære og anmelderroste film »Toves værelse« (2023), »Den tid på året« (2018), »Fædre og mødre« (2022) og »Afdeling Q: Den grænseløse« (2024) samt krimiserien »Forhøret« (2019) og Det Kongelige Teaters »Møller & Larsen« og Folketeatrets »Bang og Betty«. De er alle blandt de mere end 35 film-, serie- og teatermanuskripter, der er skabt af den prisvindende manuskriptforfatter og dramatiker Jakob Weis, siden hans debut i 1993.
Nu giver manden bag flere af tidens største biograf- og teatersucceser et eksklusiv indblik i de usynlige processer og udfordringer, der finder sted fra den første spæde idé undfanges, til vi sidder tryllebundet i biografen, teatret eller foran fjernsynet.
Du kommer naturligvis til at høre, hvad Klaus Rifbjerg svarede, da Jakob Weis ringede ham op og sagde, at han ville gøre Rifbjerg til en karakter i sit teaterstykke. Du får hele historien om, hvordan parløbet med Paprika Steen startede og har udviklet sig fra teater til film. Og du får utvivlsomt mange andre personlige anekdoter fra Jakob Weis' arbejde med kendte, kompromisløse og kreative skuespillere, instruktører og personligheder – herunder Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann … Ja, listen er lang.
Men mest og vigtigst af alt får du et unikt blik bag kulissen og indsigt i manuskriptforfatterens rolle og arbejde. For hvor kommer idéerne fra? Og hvornår ved man overhovedet, at en idé er en idé? Hvorfor beslutter man sig for at skrive en historie, der vil udfordre hele Danmarks syn på Tove Ditlevsen, og hvordan ved man, at Paprika Steen er den eneste rigtige til at spille rollen? Hvordan skriver man en ny og øjenåbnende film om noget så gammelt som julen? Og er det overhovedet i orden at skrive en film om en forældregruppe, man selv har drukket sig fuld med?
Med eksempler fra egne værker tager Jakob Weis os med ind i manuskriptforfatterens hemmelige verden og helt ind i sin egen computer, hvor Carl Mørck, Tove Ditlevsen, Karen Blixen, Casper Christensen, Herman Bang og Mærsk Mc-Kinney Møller blandt mange andre er blevet til uforglemmelige fiktionskarakterer. Han introducerer os for det håndværk, der ligger bag skabelsen af en troværdig karakter og en fængende fortælling. Om forskellen på at skrive til film og teater, og hvorfor han med sikkerhed aldrig kommer til at skrive en roman.
Han fortæller også om, hvordan man holder sig nogenlunde normal, når ens arbejde går ud på at tænke og tale som alle andre end en selv. Om hverdagen som skrivende far til tre, om sliddet, ritualerne, kiropraktorregningen, kaffen, overspringshandlingerne og endelig det magiske øjeblik, der opstår hver gang, skuespillerne omsider siger deres replikker for første gang.
Du får rig lejlighed til at stille spørgsmål og dele dine betragtninger fra salen, så forvent en både dynamisk, indsigtsfuld og underholdende aften. Har du ikke allerede set en af Jakob Weis' film eller teaterstykker, kan du nå det endnu.
Om Jakob Weis
Jakob Weis er en prisvindende dramatiker og manuskriptforfatter. Han skriver til teater, film, tv-serier, radio og opera, og han er medstifter af Dramatisk Laboratorium og underviser på Den Danske Scenekunstskole.
Vil I spise i KU.BE før foredraget?
Der kan bestilles tapas, hvis I vil spise i KU.BE før arrangementet. Tapas koster 145 kr. og serveres kl. 17-18.45. Bestil via linket til højre.
Tapas-menuen
Anderillette + cornichoner
Serranoskinke + bagte tomater
Hvide bønner, portobello & persillepesto
Koldrøget laks rørt med friskost og krydderurter
Vesterhavsost & kompot
Ølandsbrød