Ikke bare en koncert – oplev en rejse ind i musikkens åbne landskab.

Et af byens bedste livebands:

I de sidste 25 år har Kresten Osgood været centralt placeret i dansk musikliv. Han er blevet kaldt "det bedste der er sket i dansk jazz siden 80'erne", "Vildmanden i det danske jazz våbenskjold" og avisoverskriften i Information:
"Tendensen i dansk jazz hedder Osgood" er ikke til at tage fejl af.

Her præsenterer han sin kvintet bestående af nogle af de allerstærkeste kort på den københavnske jazzscene. Det er en gruppe der har eksisteret i snart 15 år.
Deres live album fra 2024 vandt en DMA for bedste album. Det er et af byens bedste livebands.

En trompetstjerne fra Norge og andre sublime musikere

Den norske trompetstjerne Erik Kimestad bringer en klar og gennemtrængende tone, der lyser kompositionerne op. Den danske kultsaxofonist Mads Egetoft tilfører dybde og improvisatorisk frihed og udfordrer konstant forventningernes grænser, mens den brillante Jeppe Zeeberg bidrager med både harmonisk rigdom og – som altid – dristige og sublime eksperimenter på klaveret. Matthias Petri er Danmarks mest efterspurgte bassist og forankrer musikken med en solid og dybt resonerende lyd, samtidig med at han konstant udfordrer musikkens rytmiske og harmoniske rammer.

Kresten Osgood trodser og ejer alle kategorier

Kresten Osgood er en af Danmarks mest anerkendte jazzmusikere. Han er kendt for sin evne til at skabe et magisk sammenspil mellem musikerne på scenen. Fra trommesættet leder han en allstar-kvintet, som deler en intuitiv forståelse for jazzens kompleksitet, dens traditioner og dens fremtidige muligheder.

Kresten Osgood er en af de personer, der både trodser og fuldstændig ejer alle kategorier. En ekstraordinær trommeslager og improvisator, som med den dybeste respekt for traditionen udfordrer den i ethvert øjeblik af sin kunstneriske praksis. Han har medvirket på omkring 100 albums, turneret stort set overalt og har optrådt og indspillet med legender som Roscoe Mitchell, Paul Bley, William Parker, Joe Lovano, Derek Bailey, Wadada Leo Smith, Jason Moran, Kenny Barron, Chris Potter, Kurt Rosenwinkel, Marc Dresser, Peter Brötzmann, Joshua Redman, Brad Mehldau, Mats Gustafsson, Joe McPhee, Dr. Lonnie Smith, Sam Rivers, Henry Grimes, Yusef Lateef, Marshall Allen og mange, mange flere.

Line up
Erik Kimestad - trompet
Mads Egetoft - sax
Jeppe Zeeberg -piano
Matthias Petri - bas
Kresten Osgood - trommer

En del af KU.BEs levende kulturhus
KU.BE er et levende og mangfoldigt kulturhus, hvor du kan opleve noget anderledes, og hvor kunst, bevægelse og fællesskab mødes. Kom med og udvid din musikalske horisont til ILK x KU.BE koncerterne! Koncerterne er støttet af Frederiksberg Kommune og Statens Kunstfond.

Type
Koncert
Dato og Tidspunkt
Onsdag 26. august 2026Kl. 20:00
Pris
100,- dkk / 80,- dkk studerende