Studier af antistof kan måske afsløre, hvorfor stjerner, planeter og mennesker faktisk er til - ved fysiker Jeffrey S. Hangst.

I de seneste år er fysikerne blevet i stand til at producere og studere antistof på måder, som for få årtier siden blev betragtet som ren science fiction. 

Ordet ‘antistof’ fremkalder ofte vilde forestillinger om fx dommedagsvåben eller energikilder til rumskibe. Men hvad er de videnskabelige facts om antistof?

Og hvorfor er der så stor interesse for dette gådefulde antistof? Fordi universet slet ikke burde eksistere. For da universet opstod ved Big Bang, burde der være skabt lige meget stof og antistof, og de ville tilintetgøre hinanden. Men antistoffet er pist forsvundet.

Studier af antistof gemmer måske på nøglen til at forstå, hvorfor fx stjerner, planeter og mennesker faktisk er til.

I foredraget vil du få en introduktion til fysikernes teori bag antistof og dernæst en dybere gennemgang af det eneste antistofatom som det er lykkedes forskerne at fremstille: antihydrogen. Antihydrogen, som også kaldes antibrint, er antistof-modstykket til det mindste atom i vores almindelige stofverden, hydrogen – hvis struktur Niels Bohr optrevlede for mere end 100 år siden.

Hvordan er antiverdenen? Har antihydrogen den samme struktur som hydrogen? Falder den opad eller nedad? Få svaret på disse spørgsmål i forelæsningen.


Vil I spise før foredraget?
Der kan bestilles tapas, hvis I vil spise i KU.BE før arrangementet. Tapas koster 145 kr. Bestil via linket til højre.

Tapas-menuen
Anderillette + cornichoner
Serranoskinke + bagte tomater
Hvide bønner, portobello & persillepesto
Koldrøget laks rørt med friskost og krydderurter
Vesterhavsost & kompot
Ølandsbrød

Type
Livestream fra Aarhus Universitet
Dato og Tidspunkt
Tirsdag 07. november 2023Kl. 19:00
Sted
Performance
Pris
Fri entré