Foredraget tager udgangspunkt i Jesper Hegelund Bertelsens personlige erfaringer fra en akut opstået psykose og indlæggelse på en lukket psykiatrisk afdeling i 2008. Jesper fortæller om vejen ud af psykotiske vrangforestillinger på under 10 dage ved at opfatte tilstanden som en meningsfuld indre rejse fremfor som sygdom.
Foredraget går bag om den selvbiografiske roman 'Et andet sind' (udgives i to dele) og fortæller den fulde historie - også hvad der sker i del 2 af romanen, som endnu ikke er udgivet.
Det har ingen betydning for foredraget, om du har læst bogen eller ej.
Jespers fortælling kombineres med dansk og international forskning samt praksisviden fra forskellige fagområder og forståelser af den menneskelige bevidsthed, som på simpel og forståelig vis forklarer, hvorfor Jesper har kunnet gøre det, som generelt opfattes som umuligt i Danmark.
OM FOREDRAGSHOLDEREN
Jesper Hegelund Bertelsen (født 1979) er cand.scient.pol., og har bestridt lederstillinger i den private, offentlige og frivillige sektor siden 2009. Jesper har siden 2002 arbejdet professionelt med psykiatri og socialpsykiatri.
Jesper har som en af de eneste i Danmark haft en 100% medicinfri tilgang til at gå igennem depression, bipolar lidelse og manisk psykose.
I 2021 blev diagnosen bipolar lidelse og mistanke om nogen anden diagnose afskrevet ved psykiatrisk udredning efter 12 år uden symptomer.
Udredningen viste indledningsvist tegn på ADHD, der kvalificerede til diagnosen. I løbet af den 8 måneders udredning blev Jesper testet med Ritalin. ADHD-diagnosen endte også med at blive afvist, efter at Jesper havde mentaltrænet sig ud af symptomerne og behovet for brug af Ritalin.
Jesper anvender ingen form for medicin i dag. Det eneste medicin, Jesper har brugt henover sine 42 leveår, er i forbindelse med testperioden med Ritalin på ca. 6 måneder.
Jesper blev den 30. december 2021 for første gang i 12 år erklæret egnet til en livsforsikring. Forsikringen blev tegnet på ordinære vilkår og med en risikovurdering, som ikke gav anledning til en forhøjet præmie. Jesper er muligvis den eneste i Danmark, der har fået tilkendt en livsforsikring - efter at have fået afskrevet tidligere diagnoser som bipolar lidelse og manisk psykose.
Tilmelding
Mail til frederiksberg@bedrepsykiatri.dk
Foredraget er arrangeret af Bedre psykiatri. Bedre psykiatri er landsforeningen for pårørende til mennesker med psykisk sygdom og alle andre, der vil støtte arbejdet for en bedre psykiatri. Læs mere her: https://bedrepsykiatri.dk/