Her finder vi tre musikere, der alle indtager væsentlige pladser på den danske jazzscene. Tre individualister, der har fundet sammen i et inspirerende samarbejde, hvor de både fortolker standards og spiller egne kompositioner. Til koncerten i KU.BE har trioen arrangeret numre fra det legendariske Miles Davis album Kind Of Blue.
Jazz Explorer Trio er et af Danmarks internationalt orienterede bands, som senest i foråret 2023 optrådte i Indien - både som vel-sammenspillet trio og med førende indiske musikere.
Tenorsaxofonisten, komponisten og kapelmesteren Lars Møller stod allerede frem som teenager med en klart defineret musikalsk personlighed. Siden da har han udviklet den til noget nær perfektion, og han er internationalt anerkendt som både musiker og især som komponist.
Guitaristen, Thor Madsen, behersker sit instrument med en stærk sans for at lægge de perfekte harmoniske klange ind i samspillet. Hans kraftfulde spil er på samme tid nærværende, imødekommende og altfavnende, præget af hans mangeårige ophold i New York og en international karriere som både guitarist og producer.
Jonas Johansen’s trommespil har gennem årene været uhyre efterspurgt herhjemme såvel som internationalt. Han var NHØPs foretrukne trommeslager og spillede i mange år med DR Big Band. Johansen skaber sit personlige beat, ud fra alle de mange stilarter fra hele verden, han utrætteligt opsøger.
Tapasanretning til 125 kr.
Vil I spise i forbindelse med koncerten, kan I bestille en tapasanretning til 125 kr. lige her. Tapasanretningen skal bestilles på forhånd.
- Rosastegt kalveinderlår - ærtecreme – gulerodspickles – peberrod - sprød boghvede
- Marineret kartoffelsalat - rygeostecreme - agurk - radiser – karse
- Fuldkorns-løgtærte med Vesterhavsost - bagte tomater – merian
- Surdejsbrød
Tapasanretningen kan også bestilles i en vegetarisk variation.