BabyGroove tager udgangspunkt i bevægelsesglæden for både forælder og barn. Du kan danse med dit barn i bæresele eller vikle, på armen eller mens barnet kigger på fra sit tæppe. Signe kan desuden hjælpe med at baby bæres korrekt.
Vi danser superenkle trin til fed musik, der gør dig i godt humør, giver dig mulighed for at få pulsen op og få fat i din kernemuskulatur.
Du behøver ingen danseforkundskaber for at være med. Vi har en fed fest til alsidig musik og slutter af kærligt og roligt.
Signe Frydenlund er bevægelsespædagog fra Danseglad.dk og har stor erfaring med undervisning af nybagte mødre. Hun har udviklet indholdet med udgangspunkt i sin baggrund som bevægelsespædagog og Groove-facilitator.
Praktisk
Vi danser i KU.BE's byhave ved basketbanen. Hvis vejret er skidt rykker vi indendørs i et lokale så fremt coronarestriktionerne tillader det den pågældende dag.
Cafeen i KU.BE er åben og der er puslefaciliteter indendørs.
Det kræver under de nuværende restriktioner coronapas at deltage og at gå ind i KU.BE. Tilmeld dig via linket her på siden.