En ny form for juleshow, hvor julens klassikere udsættes for et lag rock(er)bank!

*** FÅ BILLETTER TILBAGE ***

AB/CD har dedikeret deres liv til at formidle den helt særegne musikstil kaldet rockmusik for børn og voksne. Det har de gjort i 10 år – det seneste år med showet "ROCKMUSIKKENS HISTORIE – 100 år på 1 time”.

December måneds travlhed, juleklicheer, ønsker, drømme og hang til hysteri får en omgang med rock-raketten, og din opfattelse af krybbespillet bliver nok aldrig den samme igen. Trommeslageren er stadig megasur over, at han skal spille den lille ny - og hvorfor fulgte de tre ildelugtende heavymetalmusikere “trioen de 3 fise mænd" den lede stjerne? Det førte jo kun til tænders gnidsel og andre (myrra)skærmydsler.

Hej Joe(sef) af Jimmy Hendrix er naturligvis med, ligesom julerockpourriet gladeligt indeholder bla. PRETTY MAIDS' “In Santas Claws”, "Rocking around the x-mas tree", "Thank God It’s Christmas” (Queen). Kun lige “Last X-Mas” med George Michael giver lidt problemer, da kun den julemandsudklædte bassist gider spille den - HELE TIDEN.

Vi snakker julemandskostume, julesalmer tilsat rå rockguitar, en julesang om rockbulancen, der kører på både bag(h)jul og for(h)jul og den slags. Det er jule-fis og rockballade med stor humor og professionelt udført rockmusik fra øverste hylde. Som altid sender vi på både børne- og voksenkanalen. Det er aldrig kedeligt, uanset hvordan du tuner ind. Det varer 50 minutter, og du er på intet tidspunkt overladt til dig selv. Sådan er det altid med AB/CD - rock for børn.

Type
Show
Målgruppe
Voksne
Børn
Dato og Tidspunkt
Lørdag 02. december 2017Kl. 11:00
Sted
Performancesalen
Pris
75 kr.