Jazzmusiker, komponist og foredragsholder, Mikkel Ploug, holder foredrag og giver koncert med sin trio

I et underholdende foredrag afslører Mikkel Ploug den musik, der ledsager vores tale. Med lydeksempler og grafik udfolder Mikkel Ploug den forunderlige musik, der ligger gemt i vores sprog. Hertil demonstrerer han, hvordan dygtige talere bruger musikalske virkemidler, når de forfører os med deres tale.

Foredraget byder på sprogmelodi fra blandt andet Barack Obama, Donald Trump, Steve Jobs, filosoffen Alain Badiou samt en række danske politikere, og Mikkel Ploug spiller også uddrag af sprogmusik live på guitar.

Efter foredraget er der koncert med Mikkel Ploug Trio, som udover guitaristen Ploug består af trommeslageren Sean Carpio og bassisten Jeppe Skovbakke. Trioen har arbejdet sammen i 10 år og har spillet over hele verden. Musikerne har også stærke bånd til det danske pop- og rockmiljø, hvor Jeppe og Mikkel har spillet med bands som I Got You On Tape og med Tue West.

Om Mikkel Ploug
Mikkel Ploug har optrådt i hele Danmark som foredragsholder på højskoler og biblioteker samt gæstet TV 2, Zetland Live, P1 og Radio 24/7 flere gange med sprogmusikalske analyser.

Mikkel Ploug har desuden turneret i mere end 20 forskellige lande som musiker  og udgivet en række anmelderroste albums ved internationalt velrenommerede pladeselskaber. Mikkels musik har blandt andre fundet vej til de store radiostationer som BBC i UK og New York Public Radio i USA, og hans virke tæller samarbejde med en række af vor tids store musikere og kunstnere som saxofonisten Mark Turner (US), den klassiske cellist Jakob Kullberg (DK) koreograf og danser Tilman O'Donnell (US/DE) og Den Kongelige Ballet.


 

Type
Koncert
Målgruppe
Voksne
Dato og Tidspunkt
Onsdag 07. februar 2018Kl. 20:00
Sted
Performancesalen
Pris
80 kr. + gebyr