Fredag den 17. november indtager AKT1 KU.BE under Resonans.
AKT1 disker op med et heldagsprogram i radiodramatikkens tegn: Om morgenen er der gratis radiobiograf med AKT1, og om aftenen inviterer AKT1 til kunstnersamtale om at skrive (radio)dramatik, når man er digter - efterfulgt af Tine Høeg og Nanna Gouls respektive debuter som radiodramatikere. AKT1 opfører hver af forfatternes allerførste hørespil live med dig som publikum og slutter aftenen af med fredagsdrinks og DJ-set.
Radiobiograf i solopgang
Begynd dagen i KU.BE's smukke panoramasal og lyt til ny radiodramatik, mens du gnider søvnen ud af øjnene og oplever efterårssolen stå op.
Resonans serverer kaffe og croissanter, og AKT1 spiller greatest hits fra bagkataloget på det ukristelige tidspunkt kl. 7.45. Dørene åbner kl. 7.15.