Er du interesseret i liverollespil? Så er det her, du skal være med! Eventyrridderne, en ridderorden som laver rollespil for børn, står for at lære nye rollespillere op.
Program
Våbenworkshop: Her lærer du at lave sikre og bløde våben til rollespil. Lær alle sikkerhedskravene og få fif til, hvordan du laver et godt og holdbart våben, som også kan komme igennem sikkerhedskontrollen. Vi arbejder med bambus, liggeunderlag og gaffatape.
Regler & Roller: Vi bruger en hel dag til at gennemgå spilleregler til rollespillet. Her viser vi også en eller flere små eventyrfilm om rollespil, billeder af de forskellige racer, klassifaktioner - og gennemgår via øvelser og skuespil alle spilleregler lige fra kamp til brug af lommetyveri, bonk-køller, gifte og magiske låse. Det er også i denne workshop, at du på et skema skal opbygge din egen rolle, vælge dine evner og finde på dit navn og din baggrundshistorie til rollen.
Riddertræning samt Stunt & Drama: Du skal også lære at kæmpe godt og ikke mindst sikkert med dit rollespilssværd. Det vil sige, du skal igennem en del drama-øvelser, trænes i stunt-teknikker og undervises i almen ridderlighed.
Træningsrollespil: Den sidste dag laver vi rigtigt liverollespil, hvor du skal spille den rolle, du selv har skabt, og her skal du bruge alle spillereglerne i spillet - og det er ikke kun kamp! Her skal du have kostume på (vi har kostumer med til alle), du skal sminkes - og skal du spille elver, får du sat spidse elverører på. Under hele spillet skal du spille din rolle så godt, du kan, og du og dit hold får en eller flere missioner i spillet, som I skal løse.
Vigtig info
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke laver udstyr til deltagerne, men at deltagerne lærer at lave udstyret selv. De lærer at lave udstyret korrekt og på en sikker og ordentlig måde, og samtidig lærer de om de sikkerhedsregler, der er i rollespil.
Tilmelding & praktikisk info
Tilmeld dig via Feriewebavisens hjemmeside.
Er du tilmeldt og skal melde afbud FØR dagen, skal du sende en mail til krbe02@frederiksberg.dk.
Ved afbud PÅ dagen skal du sende en SMS til 2898 0098 med navn og holdnavn.
Tag hensyn til dem, der er på venteliste, og afvikleren, der venter på dig, og meld afbud såfremt du/dit barn er forhindret.
Forældretilladelse skal medbringes for at kunne deltage. Tilladelsen kan skrives i hånden eller medbringes på print og skal være dateret og underskrevet af værge. Desuden skal de første 6 cifre i CPR-nummeret noteres.