Dobbelt-koncert med Lollipops og Walkers - to af Danmarks største popbands fra 60’erne og 70’erne.

Lollipops var i 60’erne det absolut førende boyband med fanklubber i alle de nordiske lande, og Walkers oplevede det samme i 70’erne. Begge bands har haft verdenshits, og forsangerne i de to bands bærer begge navnet Torben og er pladeaktuelle med duetten ’De Unge År’.

Oplev de to bands i stærkeste opstilling – hver for sig og sammen. Det bliver en aften, hvor vi skal høre alle de store gamle hits, nyt materiale og nogle af de store rockklassikere.

Spis i KU.BE inden koncerten fra kl. 17.30, hvor SPISE.STUEN anretter buffet med rosa tyksteg, glaseret svinenakke, cremet broccolisalat med rosiner og æbler, lun kartoffelsalat med syrlig sennepsdressing og sprøde blade, vinaigrette, ristede solsikkekerner og urter. Pris 195 kr.

De to bands
The Lollipops var det første store boyband i Skandinavien, som allerede tilbage i 1963 indtog hitlisterne i både Sverige, Norge, Finland med hits som Susie More, Naked When You Come, Do You Know og Lollipops Shake. Gruppen havde mere en 25.000 medlemmer i deres fanklub alene i Malmø. BLandt deres danske hits kan nævnes 'Kærlighed' og 'Jenny', som lå henholdsvis 26 og 22 uger på dansktoppen. 

Walkers fik deres store gennembrud i glamrock-perioden i halvfjerdserne, og forsanger Torben Lendager var Danmarks store popidol, som fik pigerne til at besvime og rive Lendager ned fra scenen. Walkers debuterede i ungdomsklubben på Smørumvej i Brønshøj i 1968 og udgav deres første plade året efter – singlen Bang-Shang-A-Lang. Herefter fulgte Marry Me, Sunshine, Fire, Little Kitty, Striptease og Forever Together. Sha-la-la-la-la er gruppens største hit – og siden hen et verdenshit med Vengaboys. Under gruppens storhedstid i begyndelsen af halvfjerdserne blev især Torben Lendager et stort idol. Ofte var hans hjem under belejring af håbefulde unge skolepiger.

Type
Koncert
Dato og Tidspunkt
16. november 2024Kl. 19:00
Sted
Performance
Pris
350 kr., 195 kr. for buffet