60Seconds Festival 2026: Kunstfilm på KU.BEs facade
Fra den 8. til den 22. november projiceres kunstfilm på KU.BEs facade. Filmene er en del af kortfilmfestivalen 60Seconds: Film på ét minut uden lyd, som knytter sig til filmmediets tidlige dage.
Filmene handler i år alle om små øjeblikke af glæde, da årets tema er in-JOY.
Hver projektion tilfører vintermørket en magisk glød og inviterer publikum til at stoppe op – og måske spejle sig selv i det kunstige blik.
Det er en jury som har udvalgt de ti film, der udgør festivalens program og vises på forskellige lokationer. Juryprisen på 10.000 DKK tildeles den bedste film.
Filminstruktør Ida Grøn som er den ene af de tre jury som har udvalgt årets program siger om festivalen:
"Det er ikke nogen selvfølge at insistere på in-joy i en tid som denne. Verden giver rigeligt anledning til at dømme glæden som naiv, flygtig eller underordnet/ upassende i forhold til tidens alvor. Derfor er det en frihedshandling at insistere på glæden med umiddelbar selvfølgelighed. Det er en måde at vande det, vi ønsker mere af. At gøde fremtiden.
Mit håb er, at filmene vil lyse fra husfacaderne som små åndehuller, når man går forbi i mørket, og at glæden, eller refleksionen over en smuk handling, vil smitte.
60 sekunder er et format, jeg holder meget af. Det er poetisk og præcist på samme tid, og netop derfor kan det fungere som små frø, der plantes i de forbipasserende og kan gro til meget mere håb og glæde."
Festivalperiode: 8.-22. november
Visningssteder: Refshaleøen, Christianshavn, Amagerbro Torv, Østerbro, KU.BE og CBS på
Frederiksberg.
Alle events og filmvisninger er åbne for offentligheden og gratis.
Læs mere om festivalen her.