KU.BE søger Frontdesk-koordinator (barselsvikariat)
Vi søger en Frontdesk-koordinator i et barselsvikariat med erfaring fra bar-, spillesteds- eller servicebranchen og gerne med en kultur-, bevægelses- eller sundhedsbaggrund.

Vi søger et struktureret, udadvendt energibundt, der i en koordinerende ansvarsfunktion brænder for at levere god service for vores gæster, samt koordinere et mindre Frontdesk-team på omkring 15 medarbejdere.

Du skal derudover have lyst til/erfaring med at udvikle, planlægge og eksekvere projekter til gavn for vores besøgende.

Der vil i forbindelse med stillingens opstart være et to-ugers overlap med fokus på oplæring og overlevering mellem vores nuværende Frontdesk-koordinator og den nyansatte barselsvikar.

Stillingen rummer:

Administrative opgaver i form af:

  • En koordinator-/supervisionsfunktion, dvs. at oplære, vejlede og vagtplanskoordinere Frontdesk-medarbejderne med fokus på at sikre et højt serviceniveau over for alle besøgende.
  • Koordinering af særevents i tæt samarbejde med husets administration.
  • Koordinering af bardrift (herunder indkøb, opsætning og bemanding) i forbindelse med særevents.

Praktiske opgaver i form af:

  • En værts-/Frontdeskfunktion i åbningstiden, dvs. at sikre en god kontakt til og samarbejde med brugere af huset, herunder foreninger, institutioner, arrangører samt husets øvrige besøgende.
  • At være den, der er med til at afvikle husets forskellige arrangementer, herunder praktiske opgaver før, under og efter et givent arrangement.

Den største opgave:

  • At udvise ro og overblik i en til tider travl og uforudsigelig hverdag, hvor det vigtigste altid er at tage tingene med et smil og sørge for, at tingene spiller.

Om dig

For at kunne varetage disse opgaver/funktioner forventer vi, at du:

  • Er faglig stærk inden for servicefaget og har erfaring fra kultur, bevægelse og/eller sundhedsfeltet.
  • Har erfaring med team-koordinering og projektplanlægning.
  • Har en relevant kort eller mellemlang videregående uddannelse.
  • Er en solid praktiker gerne med erfaring fra en lignende stilling.
  • Har erfaring med at planlægge og eksekvere tilbud/arrangementer.
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret i et dynamisk hus under udvikling.
  • Er stabil, fleksibel, ansvarsbevidst og er en teamworker med gode samarbejdsevner.
  • Har lyst og mulighed for at arbejde udvalgte aften- og weekendvagter. 

KU.BE's mission
Er at ophæve de etablerede grænser mellem kultur og bevægelse og skabe en unik, innovativ ramme, hvor der (spontant) kan opstå nye, kreative og legende måder at kombinere fysisk, intellektuel og kunstnerisk udfoldelse på. 

Interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Frontdesk-koordinator Rosa-Maria Worm Danbo på 2898 0923 eller alternativt KU.BE's leder & projektudvikler Christian Rottbøll på 2898 0112.

Du kan også læse mere om KU.BE her.

Ansættelsesvilkår og ansøgning
Stillingen er et barselsvikariat, der ønskes besat fra 1. sept. og løber til 1. nov. 2018. Ansættelse sker efter gældende overenskomst og den forventede ugentlige arbejdstid er 37 timer. Du får indflydelse på dine arbejdsopgaver og en hverdag, som er afvekslende og udfordrende, med fleksible arbejdstider primært inden for husets åbningstid dvs. hverdage ml. kl. 9-21, lørdage ml. 10-20 og søndage ml. kl. 10-15.

Ansøgning og CV sendes online via ansøgningslinket senest 21. juni kl. 12.00 med forventede samtaler primo uge 26.

Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.