Vi søger frontdesk-medarbejdere i KU.BE til aften- og weekendarbejde (5-12 timer ugentligt).

Vi søger frontdesk-medarbejdere i KU.BE til aften- og weekendarbejde (ca. 5-12 timer ugentligt) – gerne med erfaring fra servicebranchen samt med kultur/bevægelsesfaglighed.

Da stillingerne tænkes som studiejobs, søger vi energiske, udadvendte studerende, der selvstændigt og ansvarsfuldt brænder for at levere god service for vores gæster gennem frontdesk-personalets værtsfunktion, og som har lyst til at være med til at udføre og udvikle projekter i samarbejde med det øvrige frontdesk-team til gavn for vores besøgende.

Dine primære opgaver bliver:

  • at være KU.BEs smilende og positive ansigt udadtil. Frontdesk-personalet er med til at skabe den gode stemning i KU.BE. Det er frontdesk-teamet, der sikrer det høje serviceniveau i huset, samt at vores besøgende går herfra med en god oplevelse og et smil på læben.
  • At være den ”alvidende” blæksprutte, der kan informere, vejlede og hjælpe overalt i huset, hvor besøgende/kunder har brug for det
  • Klargøring og afvikling i forbindelse med diverse arrangementer i huset.
  • Professionel håndtering af børn og unge og kontinuerlig personlig udvikling af konflikthåndteringskompetencer.
  • Betjening af husets teknik.
  • Cafébemanding: Betjening af kunder, kaffe-brygning og let rengøring.


Med andre ord er det dig, der viser vildfarne bedsteforældre på vej til operaforedraget, det er dig, der tager imod kunstnerne til rock-koncerten, og det er dig, der giver børnene køleposer på knæene, når de er blevet for ivrige på legebakken.


Om dig:
For at kunne varetage ovenstående forventer vi, at du:

  • Er imødekommende over for og kan kommunikere problemfrit med brugergrupper i alle afskygninger
  • Er fagligt stærk inden for servicefaget og gerne med erfaring fra kultur/bevægelse/pædagogik-verdenen
  • Er en solid praktiker med teknisk flair og god til at gå til hånde, hvor der er brug for det
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret i et dynamisk og travlt hus i massiv udvikling
  • Har lyst til og mulighed for at arbejde aftener og i weekender, både på faste og rullende vagter


Du får gode muligheder for faglig og personlig udvikling i en ny, dynamisk og til tider uforudsigelig organisation. Du får indflydelse på dine arbejdsopgaver og en hverdag, som er afvekslende og udfordrende, med fleksible arbejdstider inden for husets åbningstid (man-fre 09-21, lør 10-20 og søn 10-15), dog primært i aften- og weekendtimerne.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst med en forventet ugentlig arbejdstid på ca. 5-12 timer ugentligt.

Ansøgning og eventuelle spørgsmål mailes til KU.BEs frontdesk-koordinator Luna Mucha Søhald på luso02@frederiksberg.dk.

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.