KU.BE er fyldt med sjove og udfordrende tilbud til børn og unge både indendørs og udendørs.

Gå på opdagelse med dit barn og udforsk balance, højder og klatreevner på legebakken, den indendørs rutsjebane, klatrelabyrinten og alle de mange andre legeinstallationer rundt om i huset.

For de helt små er der et pudeområde og for de modige et klatrenet med flot udsigt. KU.BE rummer også en masse kultur- og bevægelsestilbud for børn og unge. Få et overblik her:

Leg for legens skyld
KU.BEs bevægelses- og legefaciliteter giver børn mulighed for, sammen med deres voksne, at kaste sig over kropslige udfordringer. Leg for legens skyld er en essentiel del af både børn og voksnes udvikling, og i KU.BE kan du og dine børn finde en guldgrube af bevægelsesudfordringer både inde og ude.

Med legefaciliteterne i KU.BE vil vi gerne være med til at:

  • Udvikle børns bevægelsesglæde.
  • Styrke børns motorik og kropsbevidsthed, herunder egen formåen og begrænsninger.
  • Styrke børns sanser – både syn, hørelse, føle og balance.
  • Udvikle børns relationskompetencer: Hvordan aflæser jeg, hvor andres grænser går? Hvordan genkender jeg mine egne? Og hvordan tager jeg hensyn til andre?

Sådan bruger du KU.BE
KU.BE bruges både spontant og organiseret af børn og deres voksne. Mange 'dropper in' på hverdagsbasis og leger, andre bruger KU.BE som rammen om en aktivitet i en større gruppe (husk at booke en tid). Børn under 10 år skal være i følge med en voksen i KU.BE.

KU.BE bruges af mange forskellige brugergrupper, som skal fungere sammen og hver for sig. Derfor beder vi alle voksne, der færdes med børn i KU.BE eller planlægger at bruge huset med en større mængde børn (8 børn eller flere), om at booke en tid via luso02@frederiksberg.dk og læse følgende: Legefaciliteter og Praktisk Information.

NB. Det er ikke muligt at booke tider i weekenden (lørdag/søndag).

Som større gruppe/selskab (8 personer og derover) er det ikke muligt at booke en tid i KU.BE i weekenden lørdag og søndag.